Gå til indhold

Skattefradragssagskommissionen har afgivet sin beretning vedrørende den såkaldte TDC-sag

Den kommission, der har haft til opgave at undersøge den såkaldte TDC-sag, har i dag afleveret sin beretning til justitsministeren.

Skatteministeriet tager kommissionens beretning til efterretning.

"Jeg er glad for, at sagen nu er afsluttet ved, at kommissionen er kommet med sin beretning, konklusionerne er draget, og ministeriet kan kigge fremad. Beretningen ændrer ikke på min tillid til mine embedsmænd", siger skatteminister Kristian Jensen.

"Jeg er også glad for, at vi nu ikke længere behøver at diskutere, om det var regeringens skattestop, der var årsagen til, at hullet ikke blev lukket tidligere", fortsætter Kristian Jensen. 

Beretningen får ikke konsekvenser for de implicerede embedsmænd. Kommissionen har fremsat bemærkninger, der har karakter af egentlig kritik, til handlinger eller undladelser foretaget af tre embedsmænd. Ingen af disse forhold har dog en sådan karakter, at det kan tilregnes nogen af de implicerede embedsmænd som tjenesteforsømmelser.

Kommissionen er kommet med en række forslag til forbedring af de administrative procedurer i Skatteministeriet. Ministeriet tager de stillede forslag til efterretning og vil nu arbejde videre med kommissionens anbefalinger. 

Yderligere information: Udviklingsdirektør Jesper Skovhus Poulsen, 33 92 47 63