Gå til indhold

Skattelandkortet ligger nu fast

Udtalelse fra skatteministeren

Se dias om Det nye skattelandkort her

Skatteminister Kristian Jensen (V) udtaler om aftalen på skatteområdet:

"Jeg er glad for den aftale, der nu er indgået på skatteområdet. Det betyder, at medarbejderne får sikkerhed for, hvor arbejdspladserne fysisk vil blive placeret.

Efter fastlæggelsen af den fysiske placering bliver det næste mål at få et moderne og mere effektivt skattesystem i Danmark. Samtidig bliver servicen overfor borgerne forbedret. Der bliver blandt andet oprettet call-centre, hvor borgerne telefonisk kan få besvaret spørgsmål om skat. Og vi vil fortsætte arbejdet med løbende at  udvide adgangen til via Internet at indtaste og hente oplysninger.

Med hensyn til sagsbehandlingen af skattesager har det fra begyndelsen ligget fast, at vi skulle reducere antallet af ligningscentre for at få samlet vores specialister færre steder til gavn for borgerne. Det har erfaringer fra de andre nordiske lande vist os, og det blev samtidig bekræftet, da vi selv foretog en sektoranalyse. Det giver en mere effektiv og rationel skattestruktur.

Helt overordnet er det vigtigt for mig, at placeringen af de 30 nye skattecentre er med til at skabe et Danmark i balance. Ved placeringen af centrene er der lagt vægt på fem kriterier:

  • De skal understøtte en effektiv og rationel skattekontrol og skatteservice.
  • Vi skal udnytte de eksisterende bygninger, både dem fra ToldSkat og dem fra de kommunale samarbejder.
  • Tidligere amtshovedstæder skal tilgodeses
  • Vi skal sikre regional balance
  • De nye skattecentre skal som hovedregel - af hensyn til retssikkerheden - ikke ligge i samme by som skatteankenævnssekretariaterne

Det er klart, at med en så gennemgribende omlægning vil ikke alle blive tilfredse med den endelig placering af centrene. Derfor er det mit håb, at man har forståelse for, at der har været tale om en kompliceret politisk proces, hvor der er en mængde forhold der skal prioriteres.

Opgaven har været stor og til tider vanskelig. Det er nu engang lidt af et puslespil at få så mange hensyn til at gå op i en højere enhed. Det mener jeg i al beskedenhed er lykkedes ganske godt for os."

 

Yderligere information: Departemental koordinator Hans Johansen From, 3392 4485 eller særlig rådgiver Peter Høyer, 3392 4445 eller 4119 1558.