13-01-2016

Skatteminister opruster indsatsen for dobbeltbeskatningsaftaler med andre lande
Skatteminister Karsten Lauritzen inddrager nu repræsentanter fra erhvervslivet i arbejdet med at pleje og udvide Danmarks net af skatteaftaler med andre lande – de såkaldte dobbeltbeskatningsoverenskomster (DBO’er).
Ministeren opretter nemlig en særlig Task Force, der skal fungere som et samarbejdsforum mellem Skatteministeriet og udvalgte erhvervsorganisationer. Samarbejdets formål er at klarlægge virksomhedernes behov med henblik på at indgå nye DBO’er med relevante lande.
Dobbeltbeskatningsaftaler er til stor nytte for danske virksomheder, der opererer i udlandet, fordi de giver virksomhederne mere sikre skattevilkår, ligesom der skabes en forudsigelighed om virksomheders skatteforhold i de lande, hvor de opererer.
Skatteminister Karsten Lauritzen glæder sig til at få erhvervsorganisationerne med i arbejdet med Danmarks dobbeltbeskatningsaftaler.
”Virksomhederne og erhvervslivet ved, hvor skoen trykker i de lande, hvor de opererer. Den viden og erfaring skal vi have i spil i arbejdet med Danmarks dobbeltbeskatningsaftaler. Derfor er det vigtigt, at Skatteministeriet og virksomhederne nu arbejder sammen om, at Danmark har og får opdaterede skatteaftaler med relevante lande. Jeg ser frem til et positivt samarbejde,” siger Karsten Lauritzen.
Konkret skal DBO-Task Forcen bidrage med at klarlægge virksomhedernes behov i de lande, hvor de har erhvervsaktiviteter. Både de lande, Danmark allerede har skatteaftaler med – og de lande, hvor en mulig skatteaftale kan være til gavn for danske virksomheder.
For eksempel har danske virksomheder, der arbejder i Ghana, nu fået mere sikre skattevilkår. Det er resultatet af en ny dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Ghana, som trådte i kraft 1. januar 2016.
Med aftalen kan danske virksomheder arbejde i Ghana på lige vilkår med for eksempel tyske og hollandske virksomheder, fordi Tyskland og Holland allerede har indgået lignende skatteaftaler med Ghana.
DBO-Task Forcen vil bestå af Skatteministeriet, Udenrigsministeriet, DI, Dansk Erhverv og Danmarks Rederiforening. Skatteministeriets departementschef bliver formand. Task Forcen skal planmæssigt mødes en gang i kvartalet.
Danmark har på nuværende tidspunkt 75 dobbeltbeskatningsaftaler med lande fra hele verden.