Gå til indhold

Skatteminister: Slut med mistænkeliggørelse af selskaber

Nye tal viser, at en større andel af selskaberne betaler selskabsskat, og at under ti selskaber betaler en tredjedel af selskabsskatten. Skatteministeren mener det skal være slut med at bruge de åbne skattelister til at hænge virksomheder ud og vil i stedet invitere en række af de største bidragsydere til en diskussion om deres rammevilkår.

Torsdag den 17. december kan alle danskere gå ind på SKATs hjemmeside og se, hvor meget selskaber, foreninger og fonde har betalt i selskabsskat i de tre seneste indkomstår.

Det sker, når SKAT for fjerde gang opdaterer de såkaldte åbne skattelister, denne gang med indkomståret 2014.

Skatteminister Karsten Lauritzen varsler i den forbindelse et opgør med den hidtidige retorik om skattelisterne, som ifølge skatteministeren har været præget af mistænkeliggørelse af selskaberne. I stedet vil han skabe en ny og positiv fortælling.

”Det skal være slut med at sovse de åbne skattelister ind i en negativ retorik, der hænger virksomheder og selskaber ud. Regeringen ønsker en 180 graders vending i, hvordan vi omtaler og bruger listerne”, siger skatteministeren.

”Venstre har sådan set aldrig været modstandere af åbenhed om selskabsskatten. Idéen blev faktisk født af en tidligere Venstre-minister. Men vi var modstandere af den retorik, som dele af venstrefløjen førte over for selskaberne. Det er den, der er brug for at gøre op med”, siger skatteministeren.

I anledning af opdateringen af de åbne skattelister har Skatteministeriet samlet en række nøgletal omkring selskabsskattebetalingen i Danmark. De nye tal viser, at en større andel af selskaberne faktisk betaler selskabsskat i Danmark, og at under ti selskaber alene står for en tredjedel af selskabsskatten.

Skatteministeren har inviteret en række af de største bidragydere til et møde, hvor han ønsker en diskussion af, hvordan regeringen kan medvirke til at styre selskabernes rammevilkår yderligere.

”Det er vigtigt at slå fast, at det ikke er et mål i sig selv at betale meget i selskabsskat. Vi ser eksempelvis gerne, at selskaber geninvesterer deres overskud og dermed skaber flere arbejdspladser i Danmark. Samtidig bidrager selskaber jo med meget mere end selskabsskatten. Derfor er jeg meget interesseret i at få deres syn på tingene og få deres holdning til de åbne skattelister, ” siger skatteministeren.

Læs mere om analysen af selskabsskattebetalingen i Danmark