Gå til indhold

Skatteminister tilfreds med at Ladbrokes trækker retssag

Skatteminister Kristian Jensen er tilfreds med, at det udenlandske spilleselskab Ladbrokes har valgt at trække sig fra den retssag, som de havde anlagt mod den danske stat.

Dermed er et langt juridisk tovtrækkeri om lovligheden af den danske spillelovgivning slut. Det giver ro til at regeringen kan fortsætte planerne med en delvis liberalisering af det danske spillemarked. Det får følgende kommentar fra Skatteminister Kristian Jensen:

- Jeg er tilfreds med, at Ladbrokes har valgt at trække deres retssag. Vi har fra regeringens side gentagne gange sagt, at dansk lovgivning er i overensstemmelse med EU-retten, og at vi ønsker at liberalisere spilleområdet, men det skal ske via en politisk proces og ikke gennem en retssag.

- Regeringen har tilkendegivet, at vi ønsker at liberalisere bl.a. bookmaking, poker og kasinospil på nettet. Derfor har jeg allerede planlagt drøftelser med de politiske partier i starten af januar.

- Det er afgørende for regeringen, at en liberalisering fortsat giver overskudsmodtagerne et stort bidrag til deres vigtige arbejde med foreninger og almennyttigt virke. Samtidig skal spil fortsat udbydes på en måde, hvor vi begrænser ludomani.

 

Yderligere oplysninger: Særlig rådgiver Peter Høyer, telefon 4119 1558