03-03-2015

Skatteministeren har modtaget HSBC redegørelse fra SKAT
SKAT burde af egen drift, og på et tidligere tidspunkt, have rettet henvendelse til de franske myndigheder omkring de formodede oplysninger fra HSBC databasen. Den konklusion drager SKATs direktør, Jesper Rønnow Simonsen, på den redegørelse, han har fået SKAT til at udarbejde, og som efterfølgende er sendt til skatteminister Benny Engelbrecht.
”Det var vigtigt at få kastet lys over, hvorfor de her oplysninger ikke var blevet undersøgt. Den klarhed har vi nu. Det var simpelthen en forsømmelse. Og det er jeg tilfreds med, at SKATs direktør klart anerkender,” siger skatteminister Benny Engelbrecht.
Skatteministeren understreger, at prioriteten nu er at få indhentet oplysningerne.
”Først og fremmest skal SKAT have indhentet de her oplysninger. Så skal de undersøges. Samtidig skal vi selvfølgelig sikre os, at lignende situationer ikke opstår. I udgangspunktet har udenlandske myndigheder, som vi har aftaler med, pligt til at udlevere oplysninger, hvis de er relevante for os. Men SKAT skal fremover selv tage initiativet, hvis der er grundlag for det. Og det har jeg nu en klar tilkendegivelse fra SKATs direktør om, også vil ske. Det er jeg tilfreds med,” siger skatteministeren.
Redegørelsen indeholder samtidig en vurdering af, hvorfor SKAT over for dagbladet Politiken sagde, at oplysninger vedrørende HSBC var omfattet af tavshedspligt.
Her konkluderer SKATs direktør, at SKAT har været for restriktive i vurderingen af omfanget af tavshedspligten. Derfor vil der blive udarbejdet en juridisk verificeret offentlighedspolitik i forhold til oplysninger om samarbejdet med udenlandske myndigheder til brug for arbejdet i SKAT.
”Jeg er skuffet over denne del af sagen. Jeg kan konstatere, at SKATs direktør beklager, at SKAT har været for restriktive i deres tolkning af tavshedspligten. Jeg er tilfreds med, at han nu får rettet op på det,” siger skatteministeren.
Redegørelsen konstaterer, at der i perioden 2008-2015 ikke er fundet ministerforelæggelser, der vedrører HSBC databasen.
”Jeg er overordnet tilfreds med den redegørelse, jeg har fået. Nu skal vi kigge fremad og prioritere kræfterne på det vigtigste. Hvordan får vi indhentet alle de oplysninger, som vi kan få fat i? Kampen mod skattely er og bliver en af mine topprioriteter, og derfor skal vi sørge for at bruge alle de værktøjer, vi har til rådighed,” siger skatteministeren.
Læs konklusionerne fra SKATs direktør Jesper Rønnow Simonsen