26-02-2003

Skatteministeren og DF enige om medarbejderaktier
Det er glædeligt, at danske virksomheder nu kan tilbyde deres ansatte medarbejderaktier på lignende vilkår, som gælder i mange af de lande, vi konkurrerer med, siger skatteminister Svend Erik Hovmand (V), efter at Dansk Folkeparti nu har tilsluttet sig ministerens forslag.
Der er opnået en forståelse mellem parterne efter langvarige forhandlinger. For nogen tid siden blev der afholdt en stor eksperthøring på Christiansborg om skatteministerens lovforslag. Høringen viste, at forslaget ikke åbner for spekulation, som det ellers er blevet hævdet i debatten.
Der er tale om helt nye muligheder for danske virksomheder og deres medarbejdere. Derfor er vi enige om, at loven skal indeholde en overvågningsklausul, som gør det muligt nøje at følge lovens betydning. I folketingsåret 2006/2007 skal loven tages op til revision, og indtil da vil Folketinget få en årlig redegørelse for udviklingen, siger skatteminister Svend Erik Hovmand.
Yderligere oplysninger: Konsulent Margrete Kiil: 33924516