25-09-2014

Skatteministeren: Vi skal have knækket ludomani-kurven
En ny spørgeskema-undersøgelse, som Center for Ludomani i dag offentliggør, indikerer, at omfanget af danskere, der enten er ludomaner eller er i fare for at blive det, er stigende.
Den seneste større undersøgelse af omfanget og baggrunden for ludomani er imidlertid fra 2005. Derfor mener regeringen, at der er behov for en ny omfattende kortlægning af problemerne med ludomani i Danmark.
”I regeringen tager vi det meget alvorligt, når vi får indikationer af, at problemet med ludomani vokser, og at der er flere danskere, som er i farezonen for at blive ludomaner. Vi her står med en udfordring, som tilsyneladende bliver større, og den udfordring skal vi have belyst ordentligt,” siger skatteminister Benny Engelbrecht.
"Derfor mener vi, at der er brug for at få foretaget en ny kortlægning af ludomani-problemet herhjemme, så vi kan få et opdateret og ordentligt belyst grundlag at tilrettelægge indsatsen ud fra.”
Skatteministeren vil på baggrund af kortlægningens resultater drøfte med den brede kreds af partier, der står bag spillelovgivningen, hvordan problemet med ludomani bekæmpes og på hvilke områder, der er behov for at styrke indsatsen yderligere.
”Når den undersøgelse ligger klar, må vi sammen med forligspartierne drøfte, hvor og hvordan vi bedst og mest målrettet kan sætte ind. Min målsætning er meget klar. Vi skal have knækket kurven for, hvor mange danskere, der ender i ludomani.” siger skatteministeren.
Den seneste større ludomani-undersøgelse blev sat i gang i 2005 af daværende skatteminister Kristian Jensen.