10-12-2014

Skatteministeren vil drøfte reklameafgift igen
Skatteminister Benny Engelbrecht vil invitere SF og Enhedslisten til en fornyet drøftelse om den planlagte reklameafgift. Reklameafgiften indgik i Finansloven for 2012, som SF og Enhedslisten stod bag. Loven blev vedtaget i Folketinget i december 2012, men den skulle godkendes i EU, inden den kunne træde i kraft.
EU godkendte afgiften i sommeren 2014 med mindre justeringer. Derefter har det været planen at fremsætte lovforslaget til januar næste år med ikrafttræden midt på året.
”Når jeg hører forligspartiernes bekymringer, så tager jeg dem naturligvis alvorligt. Derfor synes jeg, det er naturligt at invitere til en fornyet grundig drøftelse. Men jeg må selvfølgelig understrege, at en eventuel afskaffelse kræver, at vi finder den nødvendige finansiering”, siger Benny Engelbrecht.
Hensigten med reklameafgiften, som er planlagt at blive pålagt husstandsomdelte reklamer, er at mindske mængden af reklamer og dermed tage hensyn til miljøet. Provenuet fra reklameafgiften skal finansiere tillægget til den grønne check, som også var en del af finanslovsaftalen.
Skatteministeriets seneste beregninger viser, at det forventede provenu vil være ca. en tredjedel mindre end forudsat i 2012-aftalen, fordi mængden af reklamer er faldet kraftigere end ventet.
Regeringen har udskudt fremsættelsen af loven om reklameafgiften fra januar til marts.