30-03-2004

Skatteministeriets administrative byrder størst
Beregningen af et nationalt byrdetal for erhvervslivets administrative byrder bekræfter, at det forenklingsarbejde, som skatteminister Svend Erik Hovmand (V) har iværksat, er hårdt tiltrængt.
Det samlede byrdetal for erhvervslivet er beregnet til ca. 29 mia. kr., hvoraf Skatteministeriet er ansvarlig for de 40 pct.
"Den nye beregning bekræfter det indtryk jeg og mange andre har haft i årevis: Byrderne fra Skatteministeriet er meget store. Særligt de mindre virksomheder er hårdt belastet. Det er netop derfor vi siden regeringsskiftet målbevidst har arbejdet på at reducere byrderne. Og vi kan heldigvis også glæde os over, at vi allerede har nået mange resultater," siger skatteminister Svend Erik Hovmand.
Forenklingsarbejdet i Skatteministeriet, som sker i tæt samarbejde med organisationerne, handler både om at gøre regler mere rimelige og forståelige og om at reducere de administrative byrder. Skatteministeren siger: "Arbejdet med at fjerne uforståelige regler har været vigtigt. Herudover skal vi nu til at have større fokus på at lette byrderne på de administrative tunge områder, som f.eks. moms. Her deltager Skatteministeriet i et pilotprojekt sammen med to andre ministerier om forenkling af de mest byrdefulde områder."
Videre fortsætter skatteministeren: "Digitalisering er et vigtigt redskab til at begrænse virksomhedernes byrder. ToldSkats TastSelv-løsninger, som sparer tid for virksomhederne ved at flytte indberetninger fra papir til skærm, er et godt eksempel. Det vil være en stor fordel, hvis endnu flere gjorde brug af dem. Også på dette område er det vigtigt, at det gode samarbejde med organisationerne om forenklingsarbejdet fortsætter."
Kontakt: Forenklingssekretariatet, tlf. 33 92 33 93