Gå til indhold

Skattestoppet er effektiv udgiftspolitik

I forbindelse med den nye rapport fra de økonomiske vismænd udtaler skatteminister Svend Erik Hovmand (V):
  • Vismændene mener, at regeringens skattestop er uhensigtsmæssigt, fordi det forhindrer højere skat på boligejerne. Men det ser jeg kun som en fordel for boligskatterne er høje nok i dag.
  • Jeg har noteret mig, at en ny meningsmåling fra AC Nielsen AIM, som blev offentliggjort i Mandag Morgen i mandags, viser, at et stort flertal af befolkningen bakker op om regeringens skattestop. Jeg er glad for, at befolkningen har taget regeringens skattestop til sig.
  • Vismændene kritiserer med rette, at den hidtidige styring af de offentlige udgifter har været for svag. Skattestoppet er den bedste garanti for styr på udgifterne, fordi det forhindrer staten og kommunerne i at sende regningen til skatteyderne i stedet for at sætte tæring efter næring. Nu er den trafik slut.
  • Skattestoppet er ingen forhindring for fornuftige skattereformer. Tværtimod sikrer det, at man ikke kan dele ud med den ene hånd for bare at kræve pengene ind igen med den anden. Jeg tror simpelt hen ikke, at skatteyderne vil acceptere flere skattereformer, hvis der er risiko for, at det ender med højere skatter.
  • Det er ikke rigtigt, at skattestoppet begrænser muligheder for at føre hensigtsmæssig økonomisk politik. Men det forhindrer en gentagelse af pinsepakken, der forøgede strukturproblemerne med højere marginalskatter og skabte usikkerhed for familier med egen bolig.

Yderligere information: Pressesekretær Lars Storr-Hansen,40356665