Gå til indhold

Skattestoppet er til gavn for alle

Svar på Arbejderbevægelsen Erhvervsråds undersøgelse af skattestoppet.

- Det er ikke bare boligejere i Københavnsområdet, der har glæde af skattestoppet, som påstået af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, siger skatteminister Svend Erik Hovmand.

Skattestoppet gavner alle - også boligejerne i andre dele af landet. Ejendomspriserne stiger over hele landet.  Det fremgår af en undersøgelse, som ToldSkat netop har opgjort for en-familiehuse og ejerlejligheder i 1. kvartal 2003. I forhold til 2002-vurderingen er f.eks. enfamiliehusene steget med 15 pct. på Bornholm og 17 pct. i Storstrøms amt. I København området er stigningen på 15 pct.

- Det betyder, at i f.eks. Storstrøms amt og på Bornholm har boligejerne mindst ligeså meget glæde af skattestoppet som boligejerne i Københavnsområdet målt pr. 1000 kr.s ejendomsværdi, siger skatteminister Svend Erik Hovmand.

Skattestoppet gavner også dem, som ikke ejer deres egen bolig. Skattestoppet sikrer, at alle skatter og afgifter holdes i ro. Også den der lejer sin bolig har glæde af, at f.eks. afgifter på el- og varme ikke længere stiger.

 

Yderligere spørgsmål kontakt: Ministersekretær Christina Faurby på 33 92 44 28.