15-10-2003

Skattestoppet skader ikke miljøet
Tilskuddet via afgifterne er nødvendigt, fordi den svovlfrie diesel er dyrere at fremstille, siger raffinaderierne.
"Skattestoppet er ingen hindring for, at der via afgiftssystemet kan ske en favorisering af den svovlfrie diesel", siger skatteminister Svend Erik Hovmand (V).
"Begrundelsen for, at vi indtil nu ikke har givet efter for raffinaderiernes ønsker er ganske enkelt, at vi mener, at provenutabet er for stort i forhold til miljøgevinsten.
Raffinaderiernes første bud var en 12 øres afgiftsforskel til fordel for den svovlfrie diesel, dernæst 6 øre. 6 øre er fortsat for meget efter vore egne beregninger, som på det hidtidige kendte grundlag ligger på en forskel på ca. 1,4 øre i miljøgevinst i forhold til svovlholdig diesel.
Ud fra en samfundsmæssig synsvinkel mener jeg, at raffinaderier med en 6 øres afgiftsforskel får for meget støtte i forhold til det, miljøgevinsten kan bære.
Afgiftssystemet har tidligere været brugt til at fremme bedre brændstoffer, f. eks. blyfri benzin, og jeg vil ikke afvise at det også kan ske denne gang. Jeg har derfor bedt mine embedsmænd om tage kontakt med oliebranchen, for at se på sagen igen," siger skatteminister Svend Erik Hovmand.