Gå til indhold

ToldSkat fortsætter kampen mod lovløsheden i kiosker

ToldSkat har i denne uge igen gennemført en landsdækkende kontrolaktion over for kiosker og dagligvarebutikker

Aktionen viser, at en række kiosker mv. fortsat ligger inde med varer, der ikke er betalt moms og afgifter af.

I denne uges aktion blev 173 butikker besøgt, og i 63 tilfælde blev der konstateret overtrædelse af afgiftslovgivningen. Hvilket svarer til 36%. Billedet er stort set uændret i forhold til resultaterne i uge 8. I københavnsområdet er overtrædelsesprocenten dog faldet til 50 mod 60% i uge 8.

Skatteminister Svend Erik Hovmand (V) er stærkt utilfreds med, at kontrolaktionen viser, at der fortsat er så mange tilfælde af snyd og bedrag.

Det er helt uacceptabelt, at lovlydige kioskejere skal se deres forretning undermineret af snydere og bedragere. Derfor skal de skyldige drages til ansvar. Og der vil følge en regn af bøder til lovbryderne i kølvandet af kontrolaktionerne, siger Svend Erik Hovmand.

Ingen lovbrydere kan føle sig sikre. Kontrolaktionerne fortsætter nemlig. Til gengæld kan lovbryderne være sikre på, at den økonomiske straf bliver større og større for hver gang, som følge af den nye skærpede lov Folketinget har vedtaget, siger skatteministeren.

ToldSkat udsendte i begyndelsen af januar en folder og et nyhedsbrev til alle forretninger, der handler med sodavand, øl, vin, slik og chokolade, spiritus og tobak. Folderen oplyser om de regler, der er vedtaget af Folketinget i december og konsekvenserne, hvis de ikke følges. Informationskampagnen blev fulgt op med en landsdækkende kontrolaktion i uge 8.

 

Yderligere oplysninger: Underdirektør Preben Bialas, tlf.: 35292329

Kontorchef Ole Nielsen, tlf.: 35292195