03-09-2002

ToldSkat tilbyder at udbrede den digitale signatur
Det næste skridt bliver at sikre, at borgere og virksomheder let og ubesværet kan erhverve sig en digital signatur - og ikke mindst at der bliver noget at bruge den til. Det vil ToldSkat gerne sætte sig i spidsen for sammen med Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling.
ToldSkat har i dag kontakt til de ca. 100.000 virksomheder, der løbende anvender ToldSkats digitale services for erhvervslivet og de 800.000 borgere, der årligt godkender eller ændrer deres selvangivelse elektronisk.
"Det ligger mig meget på sinde, at ToldSkat bruger sin kontakt til alle landets borgere og virksomheder til at sikre udbredelsen af den digitale signatur," siger skatteminister Svend Erik Hovmand (V).
Det er naturligt, at ToldSkat bliver lokomotiv for udbredelsen af digital signatur. ToldSkat har en bred vifte af services og systemer, der skal anvende den digitale signatur. Vinderne af projektkonkurrencen kan derfor bruge ToldSkat som samarbejdspartner.
Og fordelene er til at få øje på. Det skal være sådan, at man kan springe fra ét system til et andet uden at skulle give sig til kende mere end én gang. Brugeren vil dermed kunne koncentrere sig om at anvende de elektroniske løsninger, og én af knasterne på vej mod den digitale forvaltning vil dermed være fjernet.
ToldSkat vil også gerne medvirke til at rydde en anden knast af vejen.
For flere mindre myndigheder og private virksomheder er det en teknisk og økonomisk stor mundfuld, at mange digitale services kræver sikre løsninger. ToldSkat tilbyder at stille en generel sikkerhedsløsning til rådighed, som andre myndigheder og private virksomheder kan benytte sig af. Tanken er, at når en bruger er logget på ToldSkats sikkerhedsløsning, vil der være fri adgang til at e-handle hos private virksomheder og til at afgive fortrolige oplysninger til myndigheder, der er tilsluttet løsningen.
"Det vil være at slå to fluer med ét smæk, og yderligere bidrage til at sætte skub i den digitale udvikling, siger skatteministeren.
Yderligere oplysninger kontakt: Vicedirektør Preben Kristiansen, Told- og Skattestyrelsen, direkte tlf.: 3529 2002.