30-08-2016

Skatteministeren: Vi skylder at belønne dem, der hver morgen står op og tager på arbejde
Arbejdende danskere – især dem med de laveste indkomster – skal beholde flere af de penge, de tjener. Samtidig skal danskernes tilskyndelse til at komme i arbejde frem for at være på offentlig forsørgelse øges.
Udfordringerne er store. 100.000 danskere får i dag mindre end 2.000 kr. ud af at tage et arbejde. 800.000 danskere i den arbejdsdygtige alder står uden for arbejdsmarkedet, mens der for 500.000 danskere ikke er en nævneværdig gevinst ved at give den en skalle på arbejdet. Derudover tynges husholdningerne af store afgifter – eksempelvis løber PSO-afgiften alene i 2016 op i 8 mia. kr.
Det er med det afsæt, at skatteminister Karsten Lauritzen og beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen i dag præsenterer JobReform II.
”Vi vil belønne alle de danskere, der morgen efter morgen står op og tager på arbejde. Vi skylder at lade dem beholde flere af deres egne penge, så de sort på hvidt kan se, at flere af lønkronerne går ind på bankkontoen frem for i statskassen. Det vil samtidig give folk uden fra arbejdsmarkedet en større økonomisk gevinst ved at komme i arbejde. Vores forslag handler kort sagt om rimelighed”, siger skatteminister Karsten Lauritzen.
Regeringens udspil lemper samlet set skatter og afgifter med knap 20 milliarder kroner. Det sker med seks konkrete initiativer, der gør det billigere at være dansker og som gør det mere attraktivt at komme i beskæftigelse.

Et centralt tiltag i udspillet er et målrettet jobfradrag på op til 17.000 kr. om året til danskere i arbejde med lave indkomster. Det giver en kontant skattelettelse i omegnen af 4.500 kroner om året for de fuldtidsbeskæftigede, der tjener mindst. Derudover indeholder reformudspillet også en pensionsbonus, som øger almindelige lønmodtageres tilskyndelse til at spare mere op til alderdommen.
Regeringen foreslår desuden en kontant jobpræmie for langtidsledige, der kommer i arbejde. JobPræmien er en midlertidig ordning i 2017 og 2018, der øger tilskyndelsen for langtidsledige til at tage et arbejde ved at give dem en skattefri gevinst på 2.500 kr. om måneden i op til 18 måneder. Det vil samlet give en skattefri gevinst på op til 45.000 kr.
Initiativerne sikrer, at antallet af danskere, der kun får 2.000 kroner om måneden ud af at tage et arbejde, reduceres med godt 23.000 i 2025.
”En skattefri gevinst på 45.000 gode danske kroner er immervæk noget af en økonomisk gulerod, som jeg håber og tror på vil få mange ledige til at tage et lavtlønnet arbejde. Faktisk vil langtidsledige med den fulde JobPræmie få den størst mulige kontante gevinst, hvis de kommer i arbejde. Det vil være med til at løse en af de store udfordringer med, at alt for mange danskere forsørges af det offentlige”, siger Karsten Lauritzen
Samtidig vil regeringen sætte topskattesatsen ned med fem procentpoint for indkomster op til en million kroner om året. Forslaget skal tilskynde højtkvalificerede medarbejdere til at lægge en ekstra indsats og gøre det nemmere for danske virksomheder at fastholde dygtige og specialiserede medarbejdere.
Forslaget betyder konkret, at 370.000 færre danskere skal betale den fulde topskat på 15 procent.
”Jeg tillader mig at være stolt over, at vi i dag præsenterer en skattereform, som gør skattebilletten lavere for 3,1 millioner danskere – både dem i bunden og dem i toppen. Det handler ikke blot om, at der er nogen, der skal have en større bid af kagen. Det handler om at gøre kagen større og om at skabe mere rimelighed for alle hårdtarbejdende danskere”, siger Karsten Lauritzen, der også understreger, at JobReform II er balanceret:
”Danmark er i dag et af verdens mest lige lande. Sådan er det også efter den her reform. Jeg er stolt af, at vi med de her skridt øger beskæftigelsen, gør det billigere at være dansker og ikke ændrer ved, at det er de bredeste skuldre, der bærer det tungeste læs”, siger skatteministeren.