02-09-2003

Virk.dk letter administrativt bøvl med over 300 mill.kr.
Virk.dk letter administrativt bøvl med over 300 mill. kr.
Virksomhederne opnår besparelser i ny erhvervsportal, som blev lanceret i dag af økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen, beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen og skatteminister Svend Erik Hovmand
Med åbningen af Virk.dk følger regeringen allerede i dag op på det offentliges eDag i går. Virksomhederne får her én samlet indgang til indberetning, information og meget andet.
Virk.dk er resultatet af et hidtil uset bredt samarbejde mellem offentlige og private parter. Mere end 50 statslige myndigheder har deltaget sammen med et konsortium, som består af Krak, IBM, Kapow og Dafolo.
Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen:
- Vi skal gøre det så administrativt nemt og gnidningsfrit som muligt at starte og drive virksomhed i Danmark. Den forpligtelse tager regeringen meget alvorligt. Virk.dk er redskabet, der gør det lettere for erhvervslivet at klare de daglige administrative opgaver. Både privat og i forhold til det offentlige. Målet er bedre service til virksomhederne, så der bliver mere tid og bedre muligheder for at skabe vækst.
Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen:
- Portalen gør det langt enklere for virksomhederne at kontakte myndighederne også under Beskæftigelsesministeriet. Både når de har brug for information eller søger forskellige ordninger som fx løntilskudsordningen. Dialogen mellem virksomhederne og myndighederne speedes gevaldigt op.
ToldSkat bliver en af de største offentlige bidragydere til portalen.
- Det er afgørende for os, at virksomhederne får lettelser med det administrative bøvl, siger skatteminister Svend Erik Hovmand. ToldSkat stiller i dag mange tilbud til rådighed på nettet i form af informationer og digitale selvbetjeningsløsninger - disse tilbud får nu et helt nyt udstillingsvindue i den nye portal.
ToldSkat regner med, at portalen på få år vil være med til at øge virksomhedernes digitale selvbetjening. Der er allerede i dag stigende interesse for at indberette moms på nettet. Det ventes at brede sig, så endnu flere virksomheder vil bruge nettet i stedet for papir.
Pressekontakt: Betina Hagerup, Erhvervs- og Selskabsstyrelsen,3330 7442, eller
Annette Jarly, Økonomi- og Erhvervsministeriet, 3392 3457 / 2285 5366