08-11-2004

Yderligere opbakning til samling af restanceinddrivelse
Som en del af kommunalreformen er det aftalt, at der skal ske en samling af den offentlige inddrivelse i staten.
Fordelene ved omlægningen er mange:
- Én myndighed med ensartet praksis giver en styrkelse af borgerens retssikkerhed.
- Der laves et forenklet og harmoniseret regelgrundlag med forbedrede inddrivelsesinstrumenter - herunder forøget mulighed for lønindeholdelse.
- Der sker en betydelig reduktion af det nuværende dobbeltarbejde ved en koordineret restanceindsats.
- Der sker forbedret styring og prioritering af restanceinddrivelsen mod de områder, hvor der er størst sandsynlighed for betalingsevne.
- Der er mulighed for betragtelige administrative forbedringer.
- Der kan ske en samlet IT-mæssig understøttelse og forbedret ledelsesmæssigt fokus.
"Vi har hele tiden været overbeviste om, at en samling af inddrivelsesopgaven i staten er den rigtige måde at fremtidssikre opgaveløsningen på.
Det bliver endnu mere glædeligt, når omlægningen kan muliggøre en delaftale, som indeholder så mange emner af betydning for regeringens politik. I politik er der ikke noget bedre, end når alle vinder ved de ting, vi laver. Endvidere glæder det mig meget, at der nu er skabt yderligere opbakning til og forståelse for samlingen af inddrivelsesopgaven.
Jeg vil også gerne bruge lejligheden til at understrege, at aftalen baserer sig på, at der ikke skal ske afskedigelser i forbindelse med omlægningen," siger skatteminister Kristian Jensen (V).
Yderligere information: Udviklingsdirektør Jesper Skovhus Poulsen 33924763