29-06-1999
Redegørelse fra Skatteretsrådet, juni 1999

Skatteretsrådets opgave er generelt af gøre opmærksom på emner indenfor Skatteministeriets område, hvor regler eller praksis kan give anledning til tvivl eller retsusikkerhed eller kan ændres med henblik på at gøre reglerne samt administrative systemer og rutiner mere enkle, forståelige, sammenhængende eller tidssvarende. Rådet skal tillige være opmærksom på, om samspillet mellem reglerne på Skatteministeriets område og på andre retsområder fungerer hensigtsmæssigt.
Skatteretsrådet er sammensat af personer, der er udpeget efter deres personlige og faglige kvalifikationer og ikke som repræsentanter for interessegrupper eller lignende. Rådet er også uafhængigt at skatte- og afgiftsadministrationen, idet kun 4 af de nuværende 11 medlemmer er tilknyttet denne. Synspunkterne i notaterne er derfor ikke nødvendigvis udtryk for Skatteministeriets holdning.
Medlemmerne - bortset fra formanden - beskikkes for en 2-årig periode ad gangen.
Rådet har siden etableringen haft følgende sammensætning:
kommitteret Jens Rosman (formand)
advokat Lida Hulgaard
professor Ole Bjørn
registreret revisor Agnete Dahlmann
professor Aage Michelsen
lektor Margrethe Nørgaard
advokat Erik Overgaard
professor Jan Pedersen
statsautoriseret revisor Søren Rasmussen
afdelingschef Hanne Søgaard Hansen
afdelingschef Jens Drejer
Den foreliggende redegørelse indeholder de væsentligste af de notater, som rådet har behandlet, og som udvalget har fundet egnet til offentliggørelse.
Datoen på notaterne i publikationen angiver tidspunktet for udvalgets endelige godkendelse af notaterne. Der er således ikke taget højde for ændringer i retstilstanden på det pågældende område efter denne dato.