Gå til indhold

Forslag om ændring af lov om et indkomstregister, registreringsafgiftsloven og forskellige andre love

Skærpet indsats mod vanvidskørsel samt styrkelse og tilpasning af regler på motorområdet m.v.

Lovforslaget har til formål at gennemføre en skærpet indsats mod vanvidskørsel, som led i regeringens udspil »Vanvidskørsel skal stoppes« af 6. februar 2020. Udspillet, der er en prioritet for regeringen, indeholder flere initiativer, der styrker og løfter den nuværende indsats mod vanvidskørsel. Det foreslås derfor at indføre en adgang til eSkatData for en afgrænset kreds af virksomheder, der driver virksomhed med leasing af motorkøretøjer. Efter forslaget vil leasingvirksomhederne kunne få videregivet oplysninger fra Skatteforvaltningen om en borger forud for indgåelsen af en leasingkontrakt, når oplysningerne skal anvendes til brug for en kreditvurdering af borgeren.

Lovforslaget har endvidere til formål at udmønte dele af Aftale om styrkelse af motorområdet, som er indgået mellem regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Ny Borgerlige, Liberal Alliance og Alternativet den 12. juni 2020. Med den politiske aftale styrkes kontrollen af motorområdet for at mindske risikoen for svindel.

Det foreslås, at der indføres en tidsfrist på syv dage for ansøgning om værditabsberegning af et brugt leasingkøretøj. Forslaget giver Motorstyrelsen bedre mulighed for at kontrollere, at der betales den korrekte afgift af leasingkøretøjer. Det foreslås desuden, at et toldsyn i forbindelse med import af brugte køretøjer skal være foretaget senest 4 uger inden anmodning om værdifastsættelse af køretøjet. Tidsfristen skal sikre, at den rette standsvurdering af køretøjet lægges til grund ved afgiftsberigtigelsen af køretøjet.

Der foreslås at indføre en pligt for erhvervsdrivende til indberetning af udbuds- og salgspriser samt andre prisdannende oplysninger for brugte køretøjer. Forslaget skal ses i sammenhæng med Skatteforvaltningens udvikling af et semiautomatisk værdifastsættelsessystem, som kan anvendes af både Skatteforvaltningen og selvanmeldere på motorområdet.

Herudover foreslås mindre tilpasninger af lovgivningen vedrørende adgang til køretøjsregistret og afgiftsfritagelse for køretøjer, der anvendes til transport af blod og organer.

Lovforslaget vurderes ikke at have provenumæssige konsekvenser. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2021.

Yderligere henvendelse: Ane Dahlerup, tlf. 7237 0778

Høring