18-08-2020
Forslag til lov om ændring af afskrivningsloven, ligningsloven og selskabsskatteloven
Lovforslaget fremsættes som led i den af regeringen og Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Alternativet indgåede aftale
af den 15. juni 2020 om udfasning af hjælpepakker, stimuli-initiativer og eksportinitiativer.
Lovforslaget er en del af aftalens stimuli-initiativer, der har til formål at afdæmpe de økonomiske konsekvenser, som udbruddet af COVID-19 har medført for dansk erhvervsliv
og eksport, så risikoen for tab af danske arbejdspladser, velstand og velfærd reduceres.
Med lovforslaget foreslås det at forhøje virksomhedernes fradrag for udgifter til forsøgs-og forskningsvirksomhed i 2020 og 2021 med hhv. 27 pct. og 25 pct., således at fradraget
udgør 130 pct. i begge indkomstår. Samtidigt foreslås det at indføre et loft over merfradraget, således at det højst kan have en skatteværdi på 50 mio. kr. Udgifter, der overstiger
det foreslåede loft, kan fradrages efter gældende regler med hhv. 103 pct. i indkomståret 2020 og 105 pct. i indkomståret 2021.
Derudover foreslås det at skattefritage det af staten oprettede aktieselskab (Fonden), der skal yde bistand til at rekapitalisere større, samfundsbærende, danske virksomheder, der er
i en særlig situation som følge af COVID-19. Fonden skal tilføre en form for egenkapital og dermed sikre et tilstrækkeligt kapitalgrundlag i større, ellers sunde, samfundsbærende
danske virksomheder, der fortsat måtte være økonomiske udfordret med kapitalgrundlaget som følge af udbruddet af COVID-19.
Det forhøjede fradrag for udgifter til forsøgs- og forskningsvirksomhed skønnes at medføre et umiddelbart mindreprovenu på ca. 1.580 mio. kr. i 2020 og 1.470 i 2021, hvilket
svarer til ca. 1.350 mio. kr. i 2020 og 1.250 mio. kr. i 2021 efter indregning af tilbageløb og adfærd.
Skattefritagelsen af Fonden, skønnes ikke at indebære økonomiske konsekvenser for stat, kommuner eller regioner.
Lovforslaget er omfattet af de fælles ikrafttrædelsesdatoer. Selskabsskattefritagelsen af Fonden foreslås at have virkning fra den 1. oktober 2020.
Yderligere henvendelse: Andreas Bøgh Spuur, tlf. 7237 6466