29-06-2020
Forslag til Lov om ændring af lov om en børne- og ungeydelse og lov om skattefri kompensation for forhøjede energi- og miljøafgifter
Lovforslaget udmønter den ligedeling af børne- og ungeydelsen, som er en del af Aftale om ét samlet familieretligt system af 27. marts 2018 mellem den daværende regering (V, LA og K) og alle de øvrige partier i Folketinget, bortset fra Nye Borgerlige, der ikke var repræsenteret i Folketinget på daværende tidspunkt.
Med lovforslaget foreslås det, at børne- og ungeydelsen som udgangspunkt udbetales med halvdelen til hver af forældremyndighedsindehaverne.
Ikke-samboende forældremyndighedsindehavere kan aftale, at hele ydelsen skal udbetales til den ene forældremyndighedsindehaver. Desuden kan ydelsen efter anmodning udbetales til den ene forældremyndighedsindehaver, hvis det ved en samværsafgørelse eller et forlig er bestemt, at barnet skal være mindst 9 ud af 14 dage hos den ene af forældremyndighedsindehaverne. Desuden forslås det, at indkomstaftrapningen individualiseres, så aftrapningen sker på grundlag af hver af ydelsesmodtagernes individuelle indkomstforhold.
Den supplerende grønne check foreslås også ligedelt som udgangspunkt, da reglerne herom følger udbetalingsreglerne for børne- og ungeydelse.
Endelig foreslås det, at der for delte familier skal gælde en overgangsordning, der har til formål at tilgodese, at delte familier som udgangspunkt vil have indrettet sig på, at børne- og ungeydelsen udbetales til den ene forældremyndighedsindehaver. Overgangsordningen indebærer, at hele børne- og/eller ungeydelsen som udgangspunkt udbetales til den forældremyndighedsindehaver, der den seneste hverdag forud for den 21. oktober 2021 får udbetalt børneydelsen hhv. seneste hverdag forud for den 21. december 2021 får udbetalt ungeydelsen.
Samlet skønnes forslaget at medføre merudgifter i størrelsesordenen 13 mio. kr. årligt i umiddelbar virkning og ca. 6 mio. kr. årligt efter tilbageløb og adfærd. Der er ingen virkning i finansåret 2021.
Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft den 1. januar 2022. Ikrafttrædelsestidspunktet er fastsat under hensyntagen til, at Udbetaling Danmark, som administrerer og forestår udbetaling af børne- og ungeydelsen, har den fornødne tid til de systemmæssige udviklinger.
Yderligere henvendelse: Fuldmægtig Mareike Høgh Larsen, tlf. 7237 5289