25-08-2020
Forslag til lov om gennemførelse af direktiv om udskydelse af visse frister i direktivet om administrativt samarbejde på beskatningsområdet...
Formålet med lovforslaget er at gennemføre de udskydelser af fristerne for udveksling af oplysninger mellem Skatteforvaltningen og skattemyndighederne i de andre EU-lande, der følger af fristudskydelsesdirektivet, som blev vedtaget den 24. juni 2020.
Fristerne for de første indberetninger efter DAC6 om indberetning og udveksling af oplysninger om grænseoverskridende ordninger er udskudt med 6 måneder ved bekendtgørelse nr. 1049 af 29. juni 2020 for ikke at stille de danske indberetningspligtige ringere end de indberetningspligtige i de andre EU-lande. Udskydelse af indberetningsfristerne medfører, at fristen for, hvornår der efterfølgende skal ske udveksling af oplysninger, tilsvarende vil skulle udskydes, da indberetningsfristerne ellers ville være udskudt til et tidspunkt,
der ligger efter fristen for udveksling af oplysningerne. En udskydelse af udvekslingsfristerne kræver lovændring.
Derudover foreslås en fremskyndelse af ikrafttrædelses- og virkningstidspunktet af den ændring af feriegarantiordningernes håndtering af A-skat m.v. i forbindelse med udbetaling af feriegodtgørelse fra feriegarantiordninger m.v., som blev indført ved lov nr. 810 af 9. juni 2020.
Fra den 1. september 2020 indføres ved en ny ferielov et nyt feriesystem med samtidighedsferie, hvor lønmodtagere optjener og afholder deres ferie over samme periode. Loven er en udmøntning af aftalen om en ny ferielov, som den daværende regering (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti) og Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti indgik den 31. oktober 2017. Som følge heraf blev der indført nye regler om håndteringen af A-skat, arbejdsmarkedsbidrag
og eventuelle lønindeholdte beløb i forbindelse med udbetaling af feriegodtgørelse fra feriegarantiordninger m.v. Ved en fejl træder dette initiativ i kraft den 1. januar 2021. Dette er ikke afstemt med ikrafttrædelsen af den ny ferielov den 1. september 2020.
Det foreslås, at loven træder i kraft den 31. oktober 2020, dog således at initiativet vedrørende feriegarantiordningernes håndtering af A-skat, arbejdsmarkedsbidrag og eventuelle lønindeholdte beløb i forbindelse med udbetaling af feriegodtgørelse fra feriegarantiordninger m.v., får virkning fra og med den 1. september 2020.
Yderligere henvendelse: Chefkonsulent Andreas Bo Larsen, tlf. 7237 0363