Gå til indhold

L 49 - Forslag til lov om ændring af skatteindberetningsloven, skattekontrolloven, kildeskatteloven, ligningsloven og pensionsbeskatningsloven

(Gennemførelse af direktiv om obligatorisk automatisk udveksling af oplysninger på beskatningsområdet i forbindelse med indberetningspligtige grænseoverskridende ordninger).

Skatteplanlægning bliver stadigt mere avanceret, og medlemsstaterne har haft stadigt sværere ved at beskytte deres nationale skattegrundlag. Med lovforslaget skabes hjemmel til, at skatteministeren kan fastsætte nærmere regler ved bekendtgørelse, der gennemfører Rådets direktiv 2018/822/EU af 25. maj 2018 om ændring af direktiv 2011/16/EU, for så vidt angår obligatorisk automatisk udveksling af oplysninger på beskatningsområdet i forbindelse med indberetningspligtige grænseoverskridende ordninger (DAC6). Implementeringen af DAC6 skal medvirke til at modvirke aggressiv skatteplanlægning. 

Lovforslaget indeholder således regler vedrørende obligatorisk automatisk udveksling af oplysninger på beskatningsområdet i forbindelse med indberetningspligtige grænseoverskridende skatteplanlægningsordninger. Automatisk udveksling af oplysninger mellem skattemyndigheder er afgørende for at kunne sikre, at myndighederne har adgang til de oplysninger, der er nødvendige for, at myndighederne kan træffe eventuelle foranstaltninger, som kan modvirke aggressiv skatteplanlægning. Indberetning af oplysninger om potentielt aggressive grænseoverskridende skatteplanlægningsordninger vil derved kunne at bidrage positivt til bestræbelserne på at sikre en retfærdig beskatning i det indre marked.

Lovforslaget indebærer, at udbydere af potentielt aggressive grænseoverskridende skatteplanlægningsordninger pålægges at indberette oplysninger herom til Skatteforvaltningen med henblik på, at skatteforvaltningen vil kunne underrette andre medlemsstaters skattemyndigheder om sådanne ordninger.

Ved lovforslaget skabes der endvidere hjemmel til, at skatteministeren vil kunne gennemføre tilsvarende aftaler med lande uden for EU.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2020.

Yderligere henvendelse: Specialkonsulent Tina Charlotte Olsen, tlf. 7237 6710.

Høring