Gå til indhold

Lov om ændring af lov om afgift af elektricitet, lov om afgift af naturgas og bygas m.v., lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v., og lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v. og forskellige andre love

(Udmøntning af dele af Klimaaftalen for energi og industri mv. 2020)

Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet.

Med lovforslaget foreslås det at nedsætte elvarmeafgiften fra 15,5 øre pr. kWh til henholdsvis 0,8 øre pr. kWh for husholdninger og 0,4 øre pr. kWh for erhverv, så satserne for elvarmeafgiften svarer til energibeskatningsdirektivets minimumssatser. Forslaget betyder, at afgifterne af rumvarme m.v. og procesforbrug bliver ens, og der vil derfor ikke længere være afgift på elbaseret overskudsvarme. Som konsekvens heraf foreslås det at ophæve reglerne for overskudsvarmeafgift for elbaseret overskudsvarme.

Det foreslås endvidere at forhøje rumvarmeafgiften for fossile brændsler fra 56,7 kr. pr. GJ til 62,3 kr. pr. GJ i 2020-priser (62,8 kr. pr. GJ i 2021). Rumvarmeafgiften for de enkelte fossile brændsler vil fortsat variere efter det enkelte brændsels energiindhold.

Desuden foreslås det at forhøje afgiften af visse industrielle drivhusgasser med 30 kr. pr. ton CO2, så udledningen af disse drivhusgasser afgiftsmæssigt ligestilles med CO2-afgiften. I forlængelse heraf foreslås det at ophæve afgiftsloftet på 600 kr./kg for visse industrielle drivhusgasser, så afgiften for alle gasser svarer til skadesomkostningerne for klimaet, ligesom det foreslås at ophæve bagatelgrænsen på import og fremstilling af afgiftspligtige kølemidler og indeksere afgiften af cfc og visse industrielle drivhusgasser, så afgiftssatserne fremadrettet ikke udhules.

Lovforslaget skønnes samlet set at indebære et mindreprovenu efter tilbageløb og adfærd på ca. 850 mio. kr. i 2025.

Det foreslås, at den grønne omstilling af varmeforbruget træder i kraft den 1. januar 2021, mens ændringerne af afgiftssatserne i cfc-afgiftsloven træder i kraft den 1. juli 2021.

Yderligere henvendelse: Fuldmægtig Alexandra Schoustrup Schuppli, tlf. 72370727

Høring