12-10-2020
Forslag til Lov om ændring af ejendomsvurderingsloven og forskellige andre love
Regeringen (S), V, DF, RV, KF og LA har den 15. maj 2020 indgået Aftale om kompensation til boligejerne og fortsat tryghed om boligbeskatningen som følge af, at implementeringen af den
nye boligbeskatning er udskudt fra 2021 til 2024. Lovforslaget, der bl.a. udmønter dele af aftalen, indeholder følgende hovedelementer:
- Til- og fravalg af den midlertidig indefrysningsordning: Det foreslås, at den midlertidige indefrysningsordning
gøres frivillig, så boligejere kan til- og fravælge indefrysning fra medio
2021. - Vurdering af erhvervsejendomme: Det foreslås, at grundværdier for erhvervsejendomme ansættes
pba. en alternativomkostningsmodel, dvs. med udgangspunkt i værdien ved alternativ
anvendelse som beboelse inkl. en nedskalering for bl.a. at tage højde for, at erhvervsgrunde
til etplansbebyggelse typisk kan bebygges mere intensivt end parcelhusgrunde.
Det foreslås desuden, at grundværdier for boligudlejningsejendomme fastsættes
efter samme principper som ejerboligejendomme. Det gælder også i de nuværende
vurderingsmetoder, at vurderingen af beboelsesejendomme ikke afhænger af ejerform. - Omlægning af beskatningsgrundlag for dækningsafgift: Det foreslås at omlægge dækningsafgiften,
så der skal svares dækningsafgift af grundværdien og ikke af forskelsværdien. - Fremrykning af klageadgang for de videreførte erhvervsvurderinger: Med forlig om et nyt ejendomsvurderingssystem
fra 2016 og ejendomsvurderingsloven er det forudsat, at der
etableres en tilbagebetalingsordning for erhvervsejendomme. Det forventes, at relativt
få ejere vil modtage et positivt tilbagebetalingstilbud. Det foreslås derfor i stedet, at
der åbnes op for klageadgangen i 1. halvår 2021. Alternativt kan der klages, når de nye
erhvervsvurderinger udsendes. - Forenkling af vurderingerne af land- og skovbrug: Der foreslås en række forenklinger og mindre
tilpasninger for landbrugs- og skovejendomme. Der ændres ikke på den grundlæggende
lempelige vurdering og beskatning af landbrugsjord (bondegårdreglen og stuehusreglen).
Ligeledes fastholdes det, at andre arealer, som ikke knytter sig til den primære
landbrugsdrift, beskattes som tilsvarende, fritliggende arealer. - Forlængelse af funktionsperioden for vurderingsankenævn og udskydelse af ny ankenævnsstruktur:
Det foreslås, at funktionsperioden for vurderingsankenævn og fælles ankenævn forlænges,
og at virkningstidspunktet for de nye klagebehandlingsregler udskydes som
følge af, at de nye ejendomsvurderinger først forventes udsendt fra omkring sommer
2021.
De foreslåede ændringer vil ikke medføre højere boligskatter end hidtil forudsat, da boligskatterne
justeres, så det aftalte provenu tilvejebringes. Loven foreslås at træde i kraft den 1. januar 2021.
Yderligere henvendelse: Fuldmægtig Andres Gleerup, tlf. 7237 3541