Gå til indhold

L 221 - Forslag til lov om ændring af tobaksafgiftsloven

(Skærpede krav til og styrket kontrol med handel og opbevaring af tobak)

Med dette lovforslag gennemføres tre initiativer fra regeringens handleplan Skærpede krav og styrket kontrol med handel af tobak. Lovforslaget skal ses i sammenhæng med de afgiftsforhøjelser på tobak, som regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet aftalte i forbindelse med Finansloven for 2020.

Afgiftsforhøjelserne på tobak er ikke slået igennem i tobakspriserne, fordi nogle cigaretproducenter har indledt en priskrig og dumpet priserne. Det foreslås derfor, at kravene til oplagring og handel med tobak skærpes, så afgiftsforhøjelserne slår hurtigere igennem.

Endvidere foreslås, at kontrollen med handel med tobak styrkes for at sikre, at tobaksproducenter og -forhandlere overholder reglerne.

Konkret strammes den hamstringsregel, der blev vedtaget i forbindelse med afgiftsforhøjelserne på tobak, yderligere. Stramningen medfører, at det antal stempelmærker som en tobaksproducent må indkøbe forud for afgiftsforhøjelsen den 1. januar 2022 nedsættes fra 5 pct. til 2 pct., og samtidig indføres bødestraf for overtrædelse af hamstringsreglen.

Endvidere indføres forbud mod salg af cigaretter og røgtobak med stempelmærker, der var gældende før afgiftsforhøjelsen, senere end 3 måneder efter, at afgiftsforhøjelsen er trådt i kraft. Forbuddet medfører, at grossister og detailhandlere kan ifalde bødestraf for salg og opbevaring af cigaretter og røgtobak med ”gamle” stempelmærker.

Forslaget forventes at forskyde indtægterne fra tobaksafgifter på tobakskontoen mellem årene, i det omfang den forventede hamstring mindskes, hvilket kan påvirke indtægterne fra tobaksafgifterne i de enkelte år. Forslaget forventes ikke at have en nævneværdig varig virkning.

Lovforslaget vurderes samlet set at medføre merudgifter på 2,4 mio. kr. i 2022 og 0,4 mio. kr. i 2023. Udgifterne knytter sig primært til kontrol, prøvesager og vejledning.

Reglerne om skærpede krav til og styrket kontrol med handel og opbevaring af tobak foreslås at træde i kraft den 1. juli 2021 og er således omfattet af de fælles ikrafttrædelsesdatoer.

Yderligere henvendelse: Specialkonsulent Maria Stuhde, tlf. 7237 0322

Høring / Folketingets hjemmeside