17-06-2022
Forslag til lov om ændring af lov om et indkomstregister, opkrævningsloven og skatteindberetningsloven
Lovforslaget er en del af reformen af skattekontrollen og bygger videre på de seneste års omfattende arbejde med at genopbygge skattevæsenet. Det er en væsentlig forudsætning for opretholdelsen af det danske velfærdssystem, at virksomheder betaler de skatter, som de er pligtige til. Når skatter ikke betales, udhules finansieringen af de velfærdsydelser, alle nyder godt af, og tilliden til skattevæsenet kan lide et knæk. Det er derfor helt centralt, at Skatteforvaltningen har effektive og tidssvarende kontrolværktøjer. Dette gælder ikke mindst i tilfælde, hvor virksomhederne ikke vil samarbejde med Skatteforvaltningen, eller hvor virksomhederne bevidst og systematisk forsøger at unddrage sig skatter og afgifter.
Lovforslaget udmønter dele af »Aftale om en styrket skattekontrol – etape 3«, som regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Frie Grønne, Alternativet og Kristendemokraterne indgik den 9. december 2021.
Der foreslås fire tiltag, der skal indføre hårdere sanktioner som led styrkelsen af skattekontrollen. Det første initiativ skal sikre, at tvangsbøder til banker og andre lignende indberetningspligtige er effektive uanset virksomhedens økonomiske størrelse, og at tvangsbødernes størrelse gøres mere gennemsigtige for virksomhederne. Det andet initiativ skal sikre, at virksomheder, der har fået inddraget deres registrering for skatter eller afgifter m.v. hos Skatteforvaltningen på grund af manglende angivelser eller indberetninger, ikke kan genregistreres, medmindre de pågældende angivelser eller indberetninger indgives. Det tredje initiativ skal udvide reglerne om ledelsens hæftelsesansvar, så ledelsesmedlemmer i virksomheder, der er ophørt, under visse betingelser skal kunne pålægges at hæfte for skatter og afgifter m.v., der ikke er blevet indberettet de seneste to år forud for virksomhedens ophør. Det fjerde initiativ skal sikre, at virksomheder, der forsætlig eller groft uagtsomt fx har anvendt en stråmand eller oplyst en forkert virksomhedsadresse, skal kunne få inddraget eller nægtet deres registrering for skatter og afgifter m.v.
Det foreslås, at lovforslaget skal træde i kraft den 1. juli 2023.
Lovforslaget vurderes samlet at kunne medføre et merprovenu fra øget regelefterlevelse eller en reduktion af statens tab i de tilfælde, hvor reglerne ikke efterleves. Merprovenuet kan dog ikke kvantificeres nærmere. Derudover vurderes lovforslaget umiddelbart at medføre administrative udgifter på 4,1 mio. kr. årligt fra og med implementering i 2023 som følge af øget behov for vejledning og sagsbehandling.
Yderligere henvendelse Chefkonsulent Christian Bach Worsøe, tlf. 7237 0518