Gå til indhold

Forslag til lov om ændring af pensionsbeskatningsloven, pensionsafkastbeskat-ningsloven og forskellige andre love

(Korrektion af fejlindbetalinger til pensionsordninger, flytning af årets pensions-indbetalinger og andre justeringer af bl.a. pensionsbeskatningsloven og pensionsafkastbeskatningsloven)

Med lovforslaget foreslås det at skabe mulighed for, at fejlindbetalinger til pensionsordninger vil kunne korrigeres inden for 3 år uden krav om godkendelse fra Skatteforvaltningen. Med gældende regler kræves Skatteforvaltningens godkendelse af korrektioner, hvilket trækker unødige ressourcer både i pensionsinstitutterne og i Skatteforvaltningen.

Det foreslås samtidig, at årets pensionsindbetalinger uden skattemæssige konsekvenser skal kunne flyttes til andre pensionsinstitutter i stedet for kun internt i pensionsinstituttet.

Det foreslås derudover at forbyde placering af visse pensionsordninger, der er oprettet før 1992, i unoterede aktier m.v. Den eksisterende placeringsadgang giver mulighed for skattetænkning, hvis de unoterede aktier m.v. er i det selskab, som opspareren er ansat i, og særligt hvor selskabets overskud primært hidrører fra personligt arbejde. Med forslaget indføres desuden en lempelig overgangsordning inden et tilsvarende, kommende forbud mod placering af børneopsparinger og selvpensioneringskonti i unoterede aktier m.v.

Desuden indeholder forslaget enkelte mindre justeringer af pensionsbeskatningsloven, bl.a. at adgangen til at indskyde på en rateopsparing først skal ophøre ved første udbetaling fra rateopsparingen, i stedet for ved udgangen af kalenderåret før første udbetaling.

Det foreslås endvidere at lukke et hul i nettoopgørelsesprincippet for pensionsinstitutters investeringer i skattetransparente juridiske personer, som utilsigtet medfører, at samme værditab kan fradrages to gange.

Herudover foreslås, at det i pensionsafkastbeskatningslovens lempelsesregler for bl.a. pensionsinstitutter præciseres, at den lempelsesberettigede udenlandske indkomst nedsættes forholdsmæssigt med hensættelser og udbetalinger af formueafkast til ordninger, der ikke er pensionsafkastskattepligtige eller helt eller delvist fritaget for pensionsafkastskat.

Endelig foreslås det at sikre pensionsafkastbeskatning af fradragsberettigede beløb, som tilbagebetales til pensionsinstituttet eller kunderne, f.eks. rabat på investeringsomkostninger (kickback), og af indregnet fortjeneste i kundernes betaling for pensionsforvaltningen.

Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske konsekvenser for det offentlige.
Lovforslaget er omfattet af de fælles ikrafttrædelsesdatoer. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2022, og at hullukningen i relation til nettoopgørelsesprincippet tillægges virkning fra fremsættelsen.

Yderligere henvendelse: Fuldmægtig Niklas Skovgaard Larsen, tlf. 7237 3352

Høring