09-02-2022
L 121 - Forslag til lov om ændring af ligningsloven
Med aftalen om finansloven for 2022 er regeringen (Socialdemokratiet), Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne bl.a. enige om en permanent afskaffelse af håndværksdelen i boligjobordningen.
Det følger af aftalen, at afskaffelsen skal træde i kraft med virkning fra 1. april 2022. Afskaffelsen af håndværksdelen skal ses i sammenhæng med den aktuelle situation med høj efterspørgsel efter håndværkere.
Med dette forslag foreslås den del af aftalen om finansloven for 2022, der vedrører boligjobordningen, udmøntet. Det foreslås således at afskaffe fradragsret for håndværksydelser efter boligjobordningen med virkning fra den 1. april 2022.
Ikrafttrædelsestidspunktet fraviger regeringens målsætning om, at erhvervsrettet lovgivning skal træde i kraft enten den 1. januar eller den 1. juli. Det foreslåede ikrafttrædelsestidspunkt følger af aftalen om finansloven for 2022. Med det foreslåede ikrafttrædelsestidspunkt sikres det, at loven træder i kraft hurtigst muligt, og at de systemmæssige ændringer kan iværksættes hurtigst muligt.
Yderligere henvendelse: Chefkonsulent Thea Halse, tlf. 7237 1742