Gå til indhold

Lov om ændring af sømandsbeskatningsloven og ligningsloven

(Tilpasning af sømandsfradragsordningen til EU-retten m.v., bedre vilkår ved anvendelse af refusionsordningen for sandsugere og ændring af listen over lande omfattet af defensive foranstaltninger)

Lovforslaget har overordnet til formål at justere eksisterende statsstøtteordninger på det maritime område, således at ordningerne er i overensstemmelse med EU-retten samtidig med, at udformningen af ordningerne ikke er mere restriktiv, end EU-retten foreskriver.

For det første foreslås en tilpasning af sømandsfradragsordningen, som skal sikre, at ordningen kan statsstøttegodkendes på ny og videreføres i overensstemmelse med EU-retten. Tilpasningen indebærer bl.a., at der indføres et krav om, at søfolk, der arbejder om bord på fartøjer, som sejler i regelmæssig passagersejlads mellem havne i EU- eller EØS-medlemsstater, alene vil kunne få sømandsfradrag, såfremt søfolkene er statsborgere i en EU- eller EØS-medlemsstat.

Ved lovforslaget foreslås det for det andet at tydeliggøre, at personer, der er statsborgere i Det Forenede Kongerige, og som er omfattet af Udtrædelsesaftalen mellem EU og Det Forenede Kongerige, sidestilles med personer, der er statsborgere i en EU-medlemsstat, ved anvendelsen af sømandsbeskatningslovens regler. I den forbindelse foreslås det endvidere præciseret, at personer, der er statsborgere i Schweiz, også opfylder sømandsbeskatningslovens krav til statsborgerskab.

For det tredje foreslås en række ændringer af refusionsordningen for sandsugere, som har til formål at give rederier, der udøver virksomhed med sandsugning m.v., bedre vilkår og dermed sikre, at det fortsat er attraktivt for sandsugerrederier at drive virksomhed fra Danmark. Det var ikke et ønske fra regeringen, at refusionsordningen i forbindelse med den seneste statsstøttegodkendelse blev indskrænket, og med ændringerne søges støtten efter ordningen bragt på et niveau, der i høj grad svarer til det tidligere støtteniveau.

Endeligt foreslås det at ændre listen over lande omfattet af defensive foranstaltninger over for lande på EU’s liste over ikkesamarbejdsvillige skattejurisdiktioner (»EU’s sortliste over skattely«), således at listen svarer til de lande, der aktuelt indgår på sortlisten.

Samlet set skønnes lovforslaget med en vis usikkerhed at medføre et umiddelbart mindreprovenu på ca. 19 mio. kr. i 2022 og fremadrettet.

Lovforslaget er som udgangspunkt omfattet af de fælles ikrafttrædelsesdatoer og foreslås derfor at træde i kraft den 1. januar 2022. Den del af lovforslaget, der vedrører refusionsordningen for sandsugere, indebærer imidlertid ændringer af en eksisterende statsstøtteordning, som skal godkendes af Kommissionen, inden de kan træde i kraft.

Yderligere henvendelse: Stig Nyrup Pedersen, tlf. 7237 7156

Høring