03-05-2023
L 124 - Lovforslag om bemyndigelse til opsigelse af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Rusland
Formålet med lovforslaget er at bemyndige regeringen til at opsige dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Rusland.
Rusland er opført på EU’s liste over ikkesamarbejdsvillige skattejurisdiktioner (populært kaldet EU’s sortliste over skattely).
En opsigelse af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Rusland har til formål at sikre, at det er muligt at gennemføre skattesanktioner i form af såkaldte defensive foranstaltninger mod alle lande, der står på EU’s sortliste over skattely.
Der er foretaget en konkret afvejning af, om dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Rusland bør opsiges. Ud fra en sådan afvejning ses det ikke at være i dansk interesse fortsat at have en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Rusland.
I denne afvejning indgår, at det strider imod de generelle hensyn, der forfølges ved Danmarks indgåelse af dobbeltbeskatningsoverenskomster, at Danmark indgår i dobbeltbeskatningsoverenskomster med skattelylande. Hertil kommer, at lovforslaget som nævnt har til formål at sikre, at det er muligt at gennemføre de defensive foranstaltninger mod alle lande, der står på EU’s sortliste over skattely (inklusive Rusland). De gældende danske defensive foranstaltninger kan generelt ikke gennemføres over for lande, som Danmark har en dobbeltbeskatningsoverenskomst med. Endelig er danske erhvervsmæssige interesser i Rusland reduceret som følge af de russiske væbnede styrkers militære invasion af Ukraine den 24. februar 2022.
Det foreslås derfor, at regeringen bemyndiges til at opsige dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Rusland.
Det foreslås, at loven træder i kraft den 15. juni 2023 med henblik på, at dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Rusland kan opsiges inden den 30. juni 2021. Opsigelsen kan derved få virkning fra 1. januar 2024.
Yderligere henvendelse: Chefkonsulent Lise Winther Jensen, tlf. 7237 4912
Høring / Folketingets hjemmeside