Gå til indhold

L 73 - Forslag til lov om ændring af kildeskatteloven, selskabsskatteloven, kulbrinteskatteloven og ligningsloven

(Indførelse af begrænset skattepligt ved udøvelse af visse aktiviteter i Danmarks eksklusive økonomiske zone, anvendelse af kulbrinteanlæg m.v. i forbindelse med lagring af CO2 og ændring af listen over lande, der er omfattet af defensive foranstaltninger)

           

Lovforslaget har til formål at indføre hjemmel til indkomstbeskatning af visse aktiviteter, der udøves af udenlandske fysiske og juridiske personer, når disse aktiviteter udøves i Danmarks eksklusive økonomiske zone, dvs. uden for 12-sømilegrænsen. Indkomstbeskatningen skal efter forslaget omfatte aktiviteter, der vedrører etablering og benyttelse af kunstige øer, installationer og anlæg.

Reglerne om udenlandske selskabers og fysiske personers begrænsede skattepligt foreslås udvidet, således at den også kommer til at omfatte aktiviteter af den pågældende art, der udøves gennem et fast driftssted på den danske kontinentalsokkel uden for 12-sømilegrænsen. Den begrænsede skattepligt for fysiske personers vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold i Danmark foreslås udvidet til også at omfatte vederlag for personligt arbejde i Danmarks eksklusive økonomiske zone, hvor det personlige arbejde vedrører etablering af og benyttelse af kunstige øer, installationer og anlæg.

På tilsvarende vis foreslås en udvidelse af det geografiske anvendelsesområde for reglerne om begrænset skattepligt ved arbejdsudleje, således at disse også vil skulle gælde, hvor personen har været stillet til rådig for at udføre arbejde for en virksomhed, der arbejder med etablering, drift og benyttelse af kunstige øer, installationer og anlæg i Danmarks eksklusive økonomiske zone.

Endvidere har lovforslaget til formål at skabe klarhed over de skattemæssige konsekvenser i de situationer, hvor et anlæg, der er opført til brug for kulbrinteaktiviteter, anvendes til aktiviteter med lagring af CO2. Det foreslås endvidere, at der skal være adgang til at bruge den såkaldte carry back-ordning vedrørende udbetaling af kulbrinteskatteværdien af fjernelsesomkostninger ved ophør med kulbrintevirksomhed, selv om visse anlæg opretholdes med henblik på CO2-lagring. Brugen af carry back-ordningen foreslås dog udfaset gradvist over 20 år fra ophøret af kulbrinteindvindingsvirksomheden. 

Endelig har lovforslaget til formål at ændre listen over lande omfattet af defensive foranstaltninger over for lande på EU’s sortliste over skattelylande.

Lovforslaget vil medføre et merprovenu for staten. Størrelsesordenen heraf kan på det foreliggende grundlag dog ikke kvantificeres nærmere.

Loven foreslås at træde i kraft den 1. juli 2023 og er omfattet af de fælles ikrafttrædelsesdatoer.

Yderligere henvendelse: Chefkonsulent Kim Lundgaard Hansen, tlf. 7238 8802

Høring / Folketingets hjemmeside