01-07-2024
Fra Høringsportalen - ikke fremsat for Folketinget - Forslag til lov om ændring af momsloven, opkrævningsloven, skatteforvaltningsloven og forskellige andre love
Med lovforslaget foreslås gennemført en sanering af sanktionsbestemmelser på skatteområdet. Sanktionsbestemmelserne er udvalgt på grundlag af rapporten Afrapportering fra arbejdsgruppe om administrative sanktioner til Folketingets Skatteudvalg, jf. SAU alm. del (2021-22) – bilag 66. I forbindelse med arbejdet med mulig sanering af sanktioner er der afdækket en række initiativer, som vil kunne modernisere sanktionsområdet i skatte- og afgiftslovgivningen.
Det foreslås at ophæve reglerne om konfiskation af punktafgiftspligtige varer i bl.a. cho-koladeafgiftsloven. Det foreslås endvidere at ophæve reglerne om revisorpålæg. Derudover foreslås det at ophæve reglerne om forkortet afregning for selskabs- og acontoskat. Endelig foreslås det, at anvendelsesområdet for reglerne i momsloven om kreditbegrænsning bliver begrænset. Tiltaget om at ophæve og begrænse sanktionsbestemmelserne følger af, at de ikke eller kun i begrænset omfang bliver anvendt i praksis, fordi andre sanktioner erfaringsmæssigt er mere effektive.
Der foreslås et sanktionsniveau for overtrædelse af reglerne om omkostningsgodtgørelse mhp. at skærpe muligheden for at straffe bl.a. advokater og revisorer, som misbruger ordningen med omkostningsgodtgørelse. Forslaget vil bl.a. medføre, at en bøde for forsætlig uberettiget udbetaling af omkostningsgodtgørelse vil blive udmålt til det dobbelte af det udbetalte beløb. Det foreslås desuden at modernisere sanktionspraksis ved passiv skatteunddragelse, der er begået groft uagtsomt, og for unddragelse af spilleafgift og tinglysningsafgift. Med forslaget ensartes sanktionsniveauet på tværs af skatte- og afgiftslovgivningen, ligesom Skatteforvaltningen vil få mulighed for at kunne afslutte flere sager med et administrativt bødeforelæg.
Endelig foreslås det, at der i forbrugsafgiftsloven indføres strafansvar over for den, der handler med afgiftspligtige varer, hvoraf der ikke er betalt afgift efter forbrugsafgiftslo-ven, eller forsøger herpå. Der er tale om et økonomisk medvirkensansvar, og en bestemmelse herom fremgår i dag i en række øvrige punktafgiftslove. Med lovforslaget sikres det, at et ansvar også vil gælde for afgifter efter forbrugsafgiftsloven.
Lovforslaget vurderes ikke at have provenumæssige konsekvenser.
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2025. Lovforslaget er omfattet af de fælles ikrafttrædelsesdatoer.
Yderligere henvendelse: Fuldmægtig Morten Jensen, tlf. 7237 0203