28-06-2024
Fra Høringsportalen - ikke fremsat for Folketinget - Forslag til lov om ændring af opkrævningsloven og forskellige andre love
Lovforslaget har til formål at forenkle og justere regler på opkrævningsområdet. Det danske velfærdssamfund finansieres af de skatter og afgifter, som skattevæsenet hvert år opkræver hos borgere og virksomheder. Det er derfor en vigtig forudsætning for opretholdelsen af det danske velfærdssamfund, at borgere og virksomheder betaler de skatter og afgifter, som opkræves hos dem. Når skatter og afgifter ikke betales, udhules finansieringen af de velfærdsydelser, som vi alle nyder godt af, og tilliden til skattevæsenet kan lide et knæk.
Lovforslaget har bl.a. til formål at gennemføre dele af aftalen om Initiativer til effektiv opkrævning og gældsinddrivelse i skattevæsenet fra juni 2023, som blev indgået mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Alternativet.
Som led i udmøntningen af aftalen foreslås der regler, der skal understøtte en ny opkrævningsløsning for skatter og afgifter m.v., der i dag opkræves via systemet SAP38. Derudover drejer det sig om harmoniserings- og forenklingstiltag i relation til bestemmelser om morarenter i skatte- og afgiftslovgivningen. Herudover foreslås der indført en bagatel-grænse for opkrævning af småbeløb samt en forenkling af regler om udsendelse af visse afgørelser om sanktioner over for virksomheder, så det fremover kan ske via Digital Post.
Lovforslaget indeholder også nogle forslag, der ikke har ophæng i aftalen fra juni 2023. Det drejer sig om indførelse af hjemmel til på samme måde som vedrørende indkomstskat at kunne rette et krav vedrørende kildeskat mod et solvent likvideret selskabs eller forenings kapitalejere, medlemmer, likvidator og bestyrelse samt indførelse af hjemmel til forrentning af et eventuelt tilbagebetalingskrav vedrørende refunderet kildeskat, ligesom det foreslås, at et eventuelt rentekrav sikres ved krav om sikkerhedsstillelse.
Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1. januar 2025, hvor nogle dele dog sættes i kraft via en bekendtgørelse.
Lovforslaget skønnes samlet set ikke at have nævneværdige strukturelle provenumæssige konsekvenser for staten.
Yderligere henvendelse: Chefkonsulent Allan Caspersen, 7237 0317