19-12-2023
L 93 - Forslag til lov om ændring af ligningsloven, registreringsafgiftsloven og personskatteloven
Lovforslaget har til formål at ændre listen over lande, der er omfattet af de danske defensive foranstaltninger (skattesanktioner) over for lande på EU´s sortliste over skattely, således at den er i overensstemmelse med EU’s liste over ikke-samarbejdsvillige skattejurisdiktioner (EU´s sortliste over skattely) efter den seneste opdatering ved Rådets beslutning af 17. oktober 2023.
Ved beslutningen blev Antigua og Barbuda, Belize og Seychellerne medtaget på EU´s
sortliste, fordi landene ikke opfyldte kravene vedrørende udveksling af skatteoplysninger
efter anmodning. Costa Rica og De Britiske Jomfruøer overgik til den såkaldte observationsliste, og Marshalløerne er nu hverken opført på EU’s sortliste eller observationslisten.
Det foreslås således, at Antigua og Barbuda, Belize og Seychellerne omfattes af de danske
defensive foranstaltninger, samt at Costa Rica, De Britiske Jomfruøer og Marshalløerne
ikke længere skal være omfattet.
Når et land omfattes af de danske defensive foranstaltninger, indebærer det bl.a., at personer og virksomheder ikke længere kan opnå fradrag for visse betalinger til de pågældende
lande. Derudover forhøjes udbyttebeskatningen, så personer og selskaber, der er hjemmehørende i lande omfattet af defensive foranstaltninger og modtager udbytte fra hovedaktionæraktier, datterselskabsaktier og koncernselskabsaktier, skal betale en kildeskat på 44 pct. For selskaber svarer det til en fordobling (44 pct. i stedet for 22 pct.).
Lovforslaget foreslås at træde i kraft den 1. februar 2024.
Det bemærkes, at Rusland opføres på listen over lande, der er omfattet af de danske defensive foranstaltninger, fra og med den 1. januar 2024 som følge af bekendtgørelse nr. 1292 af 13. november 2023, der er udstedt i medfør af lov nr. 712 af 13. juni 2023 om opsigelse af dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Rusland og gennemførelse af defensive foranstaltninger mod Rusland.
Yderligere henvendelse: Stinne Erichsen Arnung, tlf. 7237 6636.
Høring / Folketingets hjemmeside L 93A / Folketingets hjemmeside L 93B