Gå til indhold

Fra Høringsportalen - ikke fremsat for Folketinget - Forslag til lov om ændring af minimumsbeskatningsloven og andre love

(Forslag til Lov om ændring af minimumsbeskatningsloven, skattekontrolloven og lov om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger samt administrativt samarbejde på beskatningsområdet 1)

Formålet med lovforslaget er at implementere EU-direktivet DAC9 i dansk ret.

Efter DAC9 skal multinationale og visse store nationale koncerner anvende det standardskema, GloBE Information Return (GIR), der er udarbejdet af OECD, til indgivelse af oplysninger om ekstraskat, ligesom EU-landenes kompetente myndigheder indbyrdes skal udveksle sådanne centralt indberettede oplysninger automatisk. DAC9 indeholder derudover en opdatering af hjemmelsbestemmelsen for udveksling af Common Reporting Standard (CRS) oplysninger, dvs. oplysninger om finansielle konti, mellem EU-landenes myndigheder. Herved bringes bestemmelsen ajour med de ændringer af indberetningsforpligtelserne vedrørende CRS, der blev indført med vedtagelsen af DAC8 i 2023.

Med lovforslaget foreslås det, at skemaet i bilag VII til DAC fastsættes som det standardskema, der skal anvendes til at indgive oplysninger om ekstraskat i henhold til minimumsbeskatningslovens § 53, og at den, der indgiver skemaet, i forbindelse med indgivelsen skal præcisere, hvilke oplysninger og med hvilke jurisdiktioner der vil skulle udveksles efterfølgende. Det foreslås derudover at gennemføre de øvrige ændringer af DAC, bl.a. indførelse af sanktioner for at gennemtvinge indgivelse af standardskemaet og opdatering af hjemmelsbestemmelser, herunder ift. udveksling af oplysninger om ekstraskat og de yderligere CRS-oplysninger, der blev vedtaget med DAC8.

DAC har været ét blandt flere initiativer, der løbende har øget gennemsigtigheden på skatteområdet og styrket samarbejdet mellem EU-landenes kompetente myndigheder med henblik på at fremme en mere fair og effektiv beskatning i EU.

Lovforslaget understøtter reglerne i minimumsbeskatningsdirektivet om sikring af en global minimumsskat for større multinationale og nationale koncerner og vurderes ikke isoleret set at medføre provenumæssige konsekvenser.

Lovforslaget er omfattet af de fælles ikrafttrædelsesdatoer. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2026. Et enkelt element (den elektroniske valideringsservice) træder dog efter forslaget først i kraft den 1. januar 2028.

Yderligere henvendelser: Mette Lind Jensen MJen@skm.dk - 72 37 15 43

Høring