10-11-2025
Fra Høringsportalen - ikke fremsat for Folketinget - Forslag til Lov om ændring registreringsafgiftsloven, brændstofforbrugsafgiftsloven, lov om afgift af naturgas og bygas m.v. og forskellige andre love
Resumé af forslag til lov om ændring af registreringsafgiftsloven, brændstofforbrugsafgiftsloven, lov om afgift af naturgas og bygas m.v. og forskellige andre love (Udskydelse af indfasningen af højere registreringsafgift for nulemissions-køretøjer, fritagelse af nulemissionspersonbiler, der anvendes til erhvervsmæssig persontransport, for periodiske afgifter og udvidelse af procesformål til energi anvendt til CO2-fangst med henblik på geologisk lagring).
Formålet med lovforslaget er at udskyde indfasningen af en højere registreringsafgift for
nulemissionskøretøjer, så den effektive sats fastholdes på 60 pct. og den afgiftsfri grænse
fastholdes på 419.300 kr. i 2026. Udskydelsen af indfasningen af højere registreringsafgift
for elbiler er en udmøntning af en del af finanslovsaftalen for 2026 og skal understøtte den
fortsatte udbredelse af elbiler i Danmark.
Det foreslås, at nulemissionspersonbiler anvendt til erhvervsmæssig persontransport fritages
for CO2-ejerafgift og grøn ejerafgift på samme måde som benzin- og dieseldrevne taxier
m.v. Vurderingen er, at det ikke har været hensigten, at disse biler skulle være omfattet af
afgifterne. Det har endvidere vist sig, at afgifter for nulemissionspersonbiler anvendt til
erhvervsmæssig persontransport ikke er blevet opkrævet siden den 1. januar 2016. Derfor
foreslås det, at ændringen får tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2016, så der ikke skal
ske efteropkrævning.
Det foreslås, at den energi, der anvendes til CO2-fangst med henblik på efterfølgende geologisk
lagring, tilføjes listen over procesformål i energiafgiftslovene. Denne energi vil dermed
blive omfattet af procesafgiftssatsen. Formålet er at skabe klarhed om den afgiftsmæssige
behandling af energi anvendt til CO2-fangst og sikre ensartede vilkår for virksomheder,
der fanger CO2 med henblik på efterfølgende geologisk lagring.
Udskydelse af indfasningen af højere registreringsafgift for nulemissionskøretøjer medfører
et gennemsnitligt mindreprovenu efter tilbageløb og adfærd på 1,0 mia. kr. over perioden
2026-2035 (2026-niveau).
Lovforslaget er omfattet af de fælles ikrafttrædelsesdatoer og foreslås at træde i kraft den
1. januar 2026. Forslaget om at fritage nulemissionspersonbiler, der anvendes til erhvervsmæssig
persontransport, fra betaling af CO2-ejerafgift og grøn ejerafgift foreslås at have
virkning fra og med den 1. januar 2016.