19-03-2025
L 171 – Forslag til lov om ændring af ligningsloven, afskrivningsloven, opkrævningsloven og skatteindberetningsloven
Lovforslaget udmønter dele af Aftale om Iværksætterpakken af 21. juni 2024 mellem re[1]geringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti. Aftalepartierne er enige om, at der skal være gode rammevilkår for fremtidens virksomheder.
Det er derfor bl.a. aftalt at lempe beskatningen af aktionærlån. Det foreslås med lovforslaget, at en aktionær ikke beskattes af nye lånebeløb, i det omfang aktionæren har tilbagebetalt tidligere lån. Herved vil aktionæren alene blive beskattet af nye lånebeløb, i det omfang de overstiger tidligere beskattede lånebeløb, som er tilbagebetalt.
Det er samtidig aftalt at give mulighed for rentefri henstand, hvor vederlaget udgøres af en løbende ydelse. Efter forslaget vil sælger således i stedet for at blive beskattet af avancen/indkomsten på aftaletidspunktet kunne vælge at benytte den foreslåede henstandsordning og dermed at afdrage skatten i takt med, at ydelserne modtages.
Endvidere foreslås det med lovforslaget at følge op på en såkaldt ”early warning” fra Skattestyrelsen om fradrag for yderen af en løbende ydelse. Det foreslås, at der hverken skal ske beskatning af fortjeneste eller fradrag for tab, når vederlaget ved overdragelse af datterselskabsaktier helt eller delvist består af en løbende ydelse.
Forslaget om lempelse af beskatningen af aktionærlån indebærer, at skatteprovenuet fra beskatningen af aktionærens hævninger vil bortfalde, i det omfang der er tilbagebetalt tidligere aktionærlån, hvilket vil trække i retning af et mindreprovenu for det offentlige. Forslaget om at give mulighed for rentefri henstand, hvor vederlaget udgøres af en løbende ydelse, skønnes at medføre et varigt mindreprovenu på ca. 50 mio. kr. om året efter tilbageløb og adfærd.
Forslaget om opfølgning på early warning vedrørende løbende ydelser vil forebygge, at der kan opstå et potentielt betydeligt utilsigtet mindreprovenu ved danske virksomheders opkøb af udenlandsk ejede virksomheder, som det ikke er muligt at kvantificere.
Det foreslås, at loven skal træde i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Den foreslåede opfølgning på en early warning foreslås tillagt virkning for aftaler, der indgås fra og med fremsættelsestidspunktet (den 19. marts 2025). De øvrige ændringer skal efter forslaget have virkning fra den 1. januar 2026.
Yderligere henvendelse:, Specialkonsulent Amalie Hedeager Bruun, tlf. 72 37 32 23