Gå til indhold

L 30 - Forslag til lov om ændring af fondsbeskatningsloven, fusionsskatteloven, selskabsskatteloven og forskellige andre love

(Justering af reglerne om efterbeskatning af fondes ubenyttede hensættelser og uddelingsforpligtelsen ved fondes anvendelse af realisationsprincippet m.v.)

Formålet med lovforslaget er at foretage visse justeringer af reglerne vedrørende beskat­ning af fonde mv.

Det foreslås at justere reglerne for efterbeskatning af fonde og foreningers ubenyttede hensættelser til opfyldelse af almenvelgørende eller på anden måde almennyttige formål, således at fonde og foreninger mv. alene kan undgå efterbeskatning, hvis de uddeler hen­sættelserne i deres helhed. Skattestyrelsen har ved en såkaldt ”early warning” gjort op­mærksom på, at de gældende regler giver fonde og foreninger mulighed for helt eller del­vist at fjerne beskatningen af skattepligtige indtægter.

Med lovforslaget foreslås også at justere reglerne om den uddelingsforpligtelse, der gælder for fonde, der anvender realisationsprincippet ved opgørelse af gevinst og tab på porte-føljeaktier. Fonde, der efter CFC-reglerne beskattes af indkomst i direkte eller indirekte ejede datterselskaber, kan være forpligtet til at uddele indkomst, som de ikke har realise­ret. Dette er ikke tilsigtet, og det foreslås derfor, at indkomst, der medregnes til fondes skattepligtige indkomst efter CFC-reglerne, ikke skal medregnes ved opgørelsen af den indkomst, som fondene skal uddele.

Endvidere har Skattestyrelsen ved en ”early warning” gjort opmærksom på, at visse un­derskud kan fremføres ved skattefri fusion af fonde mv. Dette er ikke tilsigtet, og det fo­reslås derfor, at sådanne underskud skal fortabes ved en skattefri fusion af fonde mv.

Endelig foreslås det, at renter og kursgevinster, som fonde mv. har modtaget fra et datter­selskab, skal være skattefrie, i det omfang de modsvarende renteudgifter og kurstab ikke har været fradragsberettigede for datterselskabet som følge af reglerne om tynd kapitalise­ring. Forslaget har til formål at sikre, at fonde mv. undergives samme regelsæt som det, der gælder for moderselskaber mv., der er skattepligtige efter selskabsskatteloven.

Lovforslaget indeholder derudover en række ændringer af teknisk og sproglig karakter.

Lovforslagets elementer vedr. justerede regler for efterbeskatning af ubenyttede hensæt­telser og justerede regler for fremførsel af underskud ved skattefri fusion af fonde mv., vurderes at medføre et begrænset mindreprovenu for staten, der ikke kan kvantificeres. Lovforslagets øvrige elementer vurderes ikke at have nævneværdige økonomiske konse­kvenser for staten.

Lovforslaget er omfattet af de fælles ikrafttrædelsesdatoer.

Yderligere henvendelse: Specialkonsulent Amalie Hedeager Bruun, tlf. 7237 3223

Høring / Folketingets hjemmeside