Gå til indhold

L12 (Folketingsåret 2001-02)

Forslag til lov om ændring af momsloven (ændringer af regler om fiskalrepræsentant) - resumé

Resumé af forslag om ændring afmomsloven (ændringer af regler om fiskalrepræsentant)

Regeringen foreslår at ændre reglerne om den fiskale repræsentant i momsloven med henblik på at gennemføre et nyt direktiv.

Direktivet har til formål at forbedre handelsvilkårene i det Indre Marked og afskaffer muligheden for at medlemsstaterne kan kræve registrering ved en fiskalrepræsentant, når virksomheden er fra en anden EU-medlemsstat. Den fiskale repræsentant er en økonomisk byrde for særligt de små og mellemstore virksomheder.

Pligten til at være registreret ved en fiskalrepræsentant foreslås i overensstemmelse med direktivet fremover kun at gælde virksomheder, med hvem Danmark ikke har indgået en aftale om gensidig bistand, der svarer til reglerne i EU. Danmark har i dag kun indgået en sådan aftale med Færøerne, Grønland, Island og Norge.

Direktivet skal være gennemført senest d. 31. december 2001. Det anbefales derfor, at Folketingets behandling af lovforslaget gennemføres hurtigst muligt, og at der af hensyn til Danmarks traktatmæssige forpligtelser dispenseres fra reglen i Folketingets forretningsorden om, at der skal gå 30 dage fra lovforslagets fremsættelse til dets vedtagelse.

Forslaget blev fremsat af den tidligere regering som et delelement i L 19, men blev ikke færdigbehandlet på grund af valget.

Folketingets hjemmeside