Gå til indhold

L188 (Folketingsåret 2001-02)

Forslag til afskrivning af kunstkøb og hæderspriser - resumé

Resumé af lovforslag om ændring af afskrivningsloven og ligningsloven (Afskrivning af kunstkøb og skattefrihed for visse hæderspriser)

Formålet med dette lovforslag er at udvide afskrivningsretten for kunstnerisk udsmykning samt at fritage visse hæderspriser for beskatning. Herved forbedres vilkårene for kunstnere og det gøres det mere attraktivt for virksomheder at investere i kunst.

Ifølge regeringsgrundlaget af 26. november 2001 vil regeringens kulturpolitik bygge på frisind, forskellighed og fællesskab. Det er vigtigt at skabe gode rammer for kunsten og kulturen samtidig med, at befolkningen får adgang til et rigt, varieret og mangfoldigt kulturudbud. Kulturpolitikken skal hermed sikre, at vi alle har lige adgang til den danske kulturarv og til den nyeste kunst. Kunst på arbejdspladsen vil øge befolkningens adgang til den nyeste kunst, og kan fremme trivslen for medarbejderne via et godt miljø samtidig med, at kunstnerne får bedre vilkår at udøve deres kunst under.

Det er regeringens opfattelse, at forbedringen i kunstnernes vilkår udformes mest hensigtsmæssigt ved at stimulere efterspørgslen efter kunst. Regeringen foreslår derfor at udvide virksomhedernes adgang til at afskrive kunstnerisk udsmykning således at det bliver muligt for virksomheder at afskrive udgifter til kunstnerisk udsmykning af erhvervsbygninger. Samtidig fritages hæderspriser til kunstnere for beskatning. Det er en forudsætning, at prisen gives som en anerkendelse af modtagerens fortjenester.

Provenutabet ved lovforslaget skønnes til ca. 15 mil. kr. for indkomståret 2002. Finansårsvirkningen i 2002 skønnes til et provenutab på ca. 10 mil. kr.

Folketingets hjemmeside