28-01-2014
L67 (Folketingsåret 2001-02)
Resumé af forslag til lov om ændring af ligningsloven og forskellige andre love
(Forbedring af vilkårene for medarbejderaktieordninger)
Lovforslaget er en udmøntning af en del af regeringens konkurrenceevnepakke. Det har til formål at forbedre vilkårene for udbredelse af aktier, køberetter og tegningsretter som aflønningsform. Lovforslaget fremsættes med henblik på en genfremsættelse til efteråret.
Der indføres en ny ordning, hvor beskatningen af tildelte aktier m.v. først indtræder på det tidspunkt, hvor den ansatte sælger aktierne. Samtidig lempes beskatningen, idet beskatningen skal ske som aktieavance i stedet for som løn. Som en konsekvens af den ændrede skattemæssige behandling hos den ansatte, har selskabet i modsætning til efter gældende regler - ikke fradragsret for den modsvarende udgift.
Anvendelse af den nye ordning er bl.a. betinget af, at den ansatte og arbejdsgiverselskabet være enige om at benytte ordningen. Endvidere må den ansatte enten maksimalt modtage aktier m.v. svarende til 10 pct. af årslønnen eller købe- og tegningsretter uden begrænsning, hvis udnyttelseskursen maksimalt er 15 pct. lavere end aktiernes markedskurs, og ved siden af aktier for 10 pct. af årslønnen.
Som led i en forenkling af reglerne for medarbejderaktier foreslås det, at reglen om beskatning (som løn) af købe- og tegningsretter på udnyttelses- eller afståelsestidspunktet samt reglerne om den særlige VækstFondsordning ophæves.
Lovforslaget skønnes at medføre et provenutab på ca. 35 mil. kr. for indkomståret 2002 og ca. 85 mil. kr. for indkomståret 2003. Heraf skønnes henholdsvis ca. 20 mill.kr. og ca. 65 mil. kr. at vedrøre de kommunale skatter. I finansåret 2002 skønnes provenutabet til ca. 25 mil. kr.