Gå til indhold

L94 (Folketingsåret 2001-02)

Forslag til lov om indgåelse af dobbeltbeskatningsoverenskomst med Portugal - resumé

Resumé af forslag til lov om indgåelse af dobbeltbeskatningsoverenskomst med Portugal 

Formålet med lovforslaget er at indhente Folketingets samtykke til, at regeringen tiltræder en ny dobbeltbeskatningso­verenskomst mellem Danmark og Portugal. Overenskomsten blev undertegnet den 14. december 2000, men vil først kunne endeligt tiltrædes fra dansk side, når Folketinget har vedtaget en lov herom.

Overenskomsten indeholder regler for, hvornår Danmark henholdsvis Portugal kan beskatte forskellige former for indkomst, som en person, der er hjemmehørende i den ene stat (bopælssta­ten), modtager fra den anden stat (kildestaten), og om hvordan dobbeltbeskatning undgås.

Danmark har ikke haft dobbeltbeskatningsoverenskomst med Portugal siden 1994, hvor den daværende overenskomst blev opsagt af Danmark. Dette skyldtes, at overenskomsten i samspil med visse portugisiske skatteregler gjorde det muligt at skaffe sig vilkårligt store skattefradrag i Danmark uden beskatning af de modsvarende indkomster.

Den nye overenskomst indeholder regler om, at udbytter kan beskattes i kildestaten med 10 pct., medmindre andet fremgår af EUs moder/datterselskabsdirektiv (dir. 90/435/EØF).

Kildestaten kan beskatte renter med 10 pct. Renter betalt til den anden stat, en statsinstitution, nationalbanken i den anden stat el. lign. kan ikke beskattes i kildestaten. Royalties kan beskattes i kildestaten med 10 pct. Tilsvarende gælder for vederlag for teknisk bistand i forbindelse med anvendelsen af ophavsrettigheder, udstyr eller oplysninger omfattet af royalty-bestemmelserne.

Offentlige ydelser (herunder sociale pensioner) kan beskattes i kildestaten. Private pensioner kan beskattes i kildestaten, hvis modtageren i denne stat har haft fradrag for indbetalingerne.

Dobbeltbeskatning ophæves ved credit-metoden. således at Danmark som bopælsstat nedsætter sin skat med den skat, der er betalt i Portugal. Nedsættelsen kan dog højst udgøre et beløb svarende til den danske skat, der falder på den portugisiske indkomst. Ved udbetalinger af pensionsbeløb til en modtager i Portugal skal Danmark som kildestat nedsætte sin skat med den skat, der skal betales i Portugal (omvendt credit).

Lovforslaget skønnes ikke at have væsentlige administrative konsekvenser, og det respekterer de relevante EU-bestemmelser. Lovforslagets økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser skønnes at være begrænsede.

Folketingets hjemmeside