27-01-2014
L69 (Folketingsåret 2002-03)
Resumé af Forslag til Lov om ændring af momsloven
(Moms på ydelser leveret ad elektronisk vej og momsfakturering, herunder elektronisk, samt tilpasninger til EU-regler om beskatningssted).
Lovforslaget gennemfører to EU-direktiver.
For det første gennemfører lovforslaget et nyt EU-direktiv om moms på ydelser leveret ad elektronisk vej (musik, film m.v., som downloades fra Internettet).
Formålet med det nye direktiv er bl.a. at forbedre EU-virksomheders, herunder danske virksomheders, konkurrencemæssige situation i forhold til virksomheder etableret uden for EU.
Dette skal ske ved, at medlemslandene med virkning fra 1. juli 2003 skal indføre regler om, at salg af digitale tjenesteydelser fra EU-virksomheder og ud af EU skal være fritaget for moms, mens salg af disse ydelser fra ikke-EU-virksomheder og ind i EU skal være momspligtigt og momses i det EU-land, hvor forbruget sker.
Ved salg til private forbrugere betyder disse nye regler, at momsreglerne så at sige vendes om i forhold til gældende regler, hvilket forbedrer virksomhedernes konkurrencesituation.
Samlet set vurderes disse regler at være provenuneutrale.
For det andet gennemfører lovforslaget et nyt EU-direktiv om forenkling, modernisering og harmonisering af kravene til momsfakturering. Direktivet skal gennemføres i national lovgivning med virkning fra 1. januar 2004.
Direktivet indebærer, at de danske regler på området stort set kan opretholdes bortset fra, at der skal føres nogle få yderlige oplysninger på momsfakturaer.
Herudover giver direktivet danske virksomheder bedre muligheder for at opbevare elektroniske momsfakturaer i udlandet.
Disse regler har ingen provenumæssige virkninger.
For det tredje gennemfører lovforslaget nogle tilpasninger i momslovens regler om beskatningssted. Dermed kommer disse regler mere i overensstemmelse med EU-reglerne. Ved samme lejlighed foreslås, at reglerne om beskatningssted ændres, så danske busselskaber ikke har samme incitament som i dag til at eksportere busser til lande uden for EU for derefter at leje dem tilbage og dermed undgå at betale dansk moms. (En tilsvarende ændring af reglerne i forhold til andre EU-lande kræver ændring af 6. momsdirektiv).
Henvendelse: Trine Baaring Ransby, tlf.: 33 92 45 08