27-01-2014
L78 (Folketingsåret 2002-03)
Resumé af Forslag til Lov om ændring af virksomhedsskatteloven, ligningsloven og personskatteloven
(Udligningsordning for kunstnere).
Som en del af Aftalen om finansloven for 2003 af 3. november 2002 mellem regeringen og Dansk Folkeparti fremsættes forslag om en ordning for skattemæssig udligning af indkomst fra kunstnerisk arbejde.
Skabende kunstnere og forfattere til litterære værker kan fra år til år have stærkt svingende indtægter, fordi deres indtægter f.eks. afhænger af salget af et enkelt kunstværk eller litterært værk. Progressionen i skattesystemet vil derfor kunne føre til en højere beskatning i det år, hvor værket sælges, medens der i andre år kun er en mindre indtægt til beskatning.
Der er i de gældende regler visse muligheder for at foretage skattemæssig udjævning af svingende indkomster. Disse muligheder vil dog ikke altid være tilstrækkelige i forhold til kunstneres særlige situation. Det er derfor nødvendigt at supplere de gældende ordninger med en ny mulighed for kunstnere til at foretage skattemæssig udligning af svingende indkomster.
Ordningen foreslås udformet således, at kunstnere inden for visse beløbsgrænser, bl.a. en bagatelgrænse på 5.000 kr. og et loft på 500.000 kr. (2003-niveau), får mulighed for med skattemæssigt fradrag at foretage henlæggelser til udligning, således at der gives fradrag for det henlagte beløb i henlæggelsesåret, og beløbet medregnes i den skattepligtige indkomst i det år, hvor beløbet hæves fra udligningskontoen. Ved indskud på kontoen betales en foreløbig skat på 30 pct. af henlæggelsen.
Den skattemæssige udligningsordning for kunstnere får virkning fra og med indkomståret 2003.
Ordningen skønnes at medføre et provenutab på 16 mio. kr. i 2003. Det varige årlige tab udgør 12 mio. kr.
Henvendelse: Kaj-Henrik Ludolph, tlf.: 33 92 44 14