Gå til indhold

L198 (Folketingsåret 2003-04)

Forslag til Lov om ændring af lov om anvendelse af Det Europæiske Fællesskabs forordning om fastsættelse af visse foranstaltninger i forbindelse med indførsel i Fællesskabet og udførsel og genudførsel fra Fællesskabet af varer - resumé

Lovforslaget indeholder de ændringer, som er nødvendige som følge af  vedtagelsen af Rådets forordning (EF) nr. 1383/2003  om toldmyndighed-ernes indgriben overfor varer, der mistænkes for at krænke visse intellektuelle ejendomsrettigheder, og om de foranstaltninger, som skal træffes overfor varer, der krænker sådanne rettigheder. Forordningen træder i kraft den 1. juli 2004.  Den hidtidige forordning, Rådets forordning (EF) 3295/1994, ophæves samtidig.

Både nu og efter den nye forordning kan en rettighedsindehaver indgive en anmodning til ToldSkat om at gribe ind, hvis der er mistanke om, at der indføres varer, der f.eks. er varemærkeforfalskede, piratkopierede eller som krænker patent- og ophavsrettigheder.

ToldSkat's indgriben består i at suspendere varernes frigivelse. 

Såfremt alle toldformaliteter er opfyldt, bliver varerne frigivet, hvis ikke ToldSkat inden 10 dage (3 dage for varer, der er letfordærvelige) fra meddelelsen om suspensionen enten er blevet underrettet om at sagen er indbragt for domstolene, eller har fået oplysning om, at parterne er enige om, at varerne skal tilintetgøres under toldkontrol.

Efter den nye forordning kan det ikke kræves, at rettighedsindehaver betaler gebyr eller stiller sikkerhed. Rettighedsindehaverne skal i stedet for erklære, at de vil indestå for ansvar overfor personer, der bliver berørt af ToldSkat's indgriben og skal forpligte sig til at betale samtlige udgifter, der afholdes i forbindelse med varernes opbevaring under toldkontrol.

Derudover fremgår det nu af forordningen, at toldstedet i forbindelse med undersøgelse af varerne kan udtage prøver, der på udtrykkelig anmodning kan overlades til rettighedsindehaver i analyseøjemed og for at lette den videre behandling af sagen.

Ligeledes sker der den ændring, at ToldSkat kan gribe ind på eget initiativ når der er en tilstrækkelig begrundet mistanke om at varerne krænker en intellektuel ejendomsret. Nu kræves det, at toldmyndighederne helt klart kan konstatere, at der sker en krænkelse.

Desuden er der i forslaget en række ændringer, der først og fremmest indebærer en ajourføring og eller præcisering af loven.

Lovforslaget skønnes at medføre et provenutab på ca. 185.000 kr.

Folketingets hjemmeside