Gå til indhold

L86 (Folketingsåret 2003-04)

Forslag til lov om ændring af lov om afgift af øl, vin og frugtvin m.m. samt emballageafgiftsloven - resumé

Med forslaget foreslås ølafgiften provenuneutralt omlagt fra den nuværende afgift, som er en trinvis afgiftsskala opdelt på 5 skatteklasser, til en glidende afgiftsskala. Den nye skala foreslås gjort afhængig af øllets faktiske alkoholindhold.

Med forslaget foreslås endvidere afgiften på emballager til øl og sodavand nedsat med 80 pct.

Omlægningen af ølafgiften og den markante nedsættelse af den volumenbaserede afgift på emballager til både øl og sodavand forventes at styrke konkurrencen på det danske øl- og sodavandsmarked.

Styrkelsen af konkurrencen forventes at reducere øl- og sodavandsproducenternes indtjening med ca. 150 mio. kr. før skat ved uændrede mængder. Ølsalget på det danske marked forventes at stige, men også de udenlandske bryggeriers markedsandel forventes at stige.

Styrkelsen af konkurrencen forventes at medføre generelt billigere øl og sodavand på det danske marked, og derigennem reducere grænsehandlen og øge forbruget med disse varer.

Ved afgiftsomlægningen og -nedsættelsen får borgerne bedre mulighed for at vælge netop dén øltype og dén øl- eller sodavandsemballage, som de foretrækker. 

Omlægningen af ølafgiften til en glidende alkoholskala er samlet provenuneutralt, mens 80 pct.'s nedsættelse af afgiften på emballager til øl og sodavand medfører en provenugevinst på omkring 5 mio. kr.

Markedsandelen for engangsemballager til sodavand forventes at stige fra ca. 8 pct. til ca. 20 pct., mens markedsandelen for engangsemballager til øl forventes at stige fra ca. 12 pct. til ca. 22 pct.

Den såkaldte "flaskefidus" - hvor der ydes afgiftsgodtgørelse ved eksport af påfyldte emballager (øl og sodavand), hvoraf der ikke tidligere er betalt emballageafgift - vil blive væsentlig begrænset i sit omfang.

Det foreslås, at omlægningen af ølafgiften får virkning fra den 1. april 2004. Nedsættelse af afgiften på emballager til øl og sodavand foreslås at få virkning fra mandag den 5. januar 2004. Virkningstidspunktet er udskudt fra den 1. januar 2004 efter ønske fra detailhandlen, således lageropgørelsen i forbindelse med godtgørelse af afgiftsdifferencen ikke skal foregå omkring nytåret.

Yderligere oplysninger: Fuldmægtig Marie Færch 3392 4793

Folketingets hjemmeside