Gå til indhold

L120 (Folketingsåret 2004-05, 2. samling)

Forslag til lov om ændring af skattekontrolloven, skattestyrelsesloven, ligningsloven og tonnageskatteloven - resumé

Der er med enkelte ændringer tale om en genfremsættelse af lovforslag nr. L 140 fra forrige folketingssamling.

Regeringen mener at alle - private såvel som selskaber - skal betale den skat, de er forpligtet til i Danmark, hverken mere eller mindre. Set i lyset af den stigende internationalisering vokser muligheden for at flytte overskud fra Danmark til (lavere) beskatning i andre lande gennem fejlagtige interne afregningspriser - transfer pricing.

Regeringen har siden sin tiltrædelse i 2001 løbende gennemført en række initiativer for at sikre korrekt anvendelse af interne afregningspriser og dermed en korrekt skattebetaling i Danmark. Med lovforslaget fortsætter regeringen konsekvent denne linje.

Lovforslaget har til formål at sikre, at reglerne om oplysnings- og dokumentationspligt vedrørende koncerninterne transaktioner (transfer pricing) er i overensstemmelse med EU-retten. Derudover har lovforslaget til formål at skabe yderligere incitamenter til, at virksomhederne udarbejder dokumentationen, og at de gør det i den ønskede kvalitet og til rette tid.

På baggrund af udviklingen i EF-domstolens praksis, og for at sikre, at reglerne utvivlsomt er i overensstemmelse med EU-retten, foreslås det, at reglerne om oplysnings- og dokumentationspligt også skal gælde i forhold til indenlandske koncerninterne transaktioner. I lyset af den foreslåede udvidelse af anvendelsesområdet foreslås samtidig to undtagelser. For det første foreslås, at små og mellemstore virksomheder alene skulle udarbejde dokumentation for grænseoverskridende koncerninterne transaktioner med selskaber, der er beliggende i lande uden for EU, som Danmark ikke har en dobbeltbeskatningsoverenskomst med. For det andet foreslås det, at tonnagebeskattede selskaber undtages fra oplysnings- og dokumentationspligten i forhold til visse grænseoverskridende koncerninterne transaktioner.

Med baggrund i Told- og Skattestyrelsens undersøgelse fra 2003 af selskabers transfer pricing dokumentation er det vurderingen, at der er behov for yderligere incitamenter for at sikre en opfyldelse af dokumentationspligten. Der foreslås en højnelse af kvaliteten gennem fastsættelse af nye regler, der lægger en fastere ramme for indholdet af den skriftlige dokumentation. Med baggrund i en proportionalitetsbetragtning foreslås dog samtidig, at databaseundersøgelser, alene skal udarbejdes, hvis skattemyndighederne udtrykkeligt beder om det. Derudover indgår et forslag om bøder ved manglende opfyldelse af dokumentationspligten og en afskaffelse af  adgangen til at få omkostningsgodtgørelse for dokumentation, der først udarbejdes under en klagesag.

Lovforslaget vil som udgangspunkt ikke have provenumæssige konsekvenser. Lovforslaget har virkning fra og med den 1. januar 2005. Ændringen vedrørende omkostningsgodtgørelse har dog først virkning for klagesager, der indledes efter fremsættelsen af nærværende lovforslag.

Yderligere henvendelse: Margrethe Kiil, tlf 3392 4516

Folketingets hjemmeside