24-01-2014
L140 (Folketingsåret 2004-05, 1. samling)
(Ændring af oplysnings- og dokumentationspligt vedrørende transfer pricing)
Lovforslaget har til formål at sikre, at reglerne om oplysnings- og dokumentationspligt vedrørende koncerninterne transaktioner (transfer pricing) er i overensstemmelse med EU-retten. Derudover har lovforslaget til formål at skabe yderligere incitamenter til, at virksomhederne udarbejder dokumentationen, og at de gør det i den ønskede kvalitet og til rette tid.
På baggrund af udviklingen i EF-domstolens praksis, og for at sikre, at reglerne utvivlsomt er i overensstemmelse med EU-retten, foreslås det, at reglerne om oplysnings- og dokumentationspligt også skal gælde i forhold til indenlandske koncerninterne transaktioner - i dag omfatter reglerne kun grænseoverskridende koncerninterne transaktioner. Samtidig foreslås dog en lempeligere dokumentationspligt for små og mellemstore virksomheder. Disse virksomheder vil alene skulle udarbejde dokumentation for grænseoverskridende koncerninterne transaktioner med selskaber, der er beliggende i lande uden for EU, som Danmark ikke har en dobbeltbeskatningsoverenskomst med.
Med baggrund i Told- og Skattestyrelsens undersøgelse fra 2003 af selskabers transfer pricing dokumentation er det vurderingen, at der er behov for yderligere incitamenter for at sikre en opfyldelse af dokumentationspligten. Der foreslås en opstramning af selve dokumentationsforpligtelsen. Det er primært tale om en præcisering af den gældende dokumentationspligt, men der indgår også forstærkede dokumentationskrav i det omfang, det er fundet fornødent. Det forventes således bl.a., at dokumentationen er baseret på en sammenligning med uafhængige transaktioner. Endvidere indgår et forslag om bøder ved manglende opfyldelse af dokumentationspligten og en afskaffelse af adgangen til at få omkostningsgodtgørelse for dokumentation, der først udarbejdes under en klagesag.
Lovforslaget vil som udgangspunkt ikke have provenumæssige konsekvenser. Lovforslaget har virkning fra og med den 1. januar 2005.